Forside Nyheder

Gaming forhandler mistænkes for svindel


Den svenske gaming butik Playzone er lukket pga. mistanke om svindel. Danske kunder har også penge i klemme.


I fredags mødte det svenske politi op hos Playzones butik i Kalmar,  og foretog en ransagning og her lukkede de samtidig hjemmesiden playzone.se ned. En hjemmeside hvorfra der har været drevet internethandel, også her til Danmark.


Firmaet blev drevet af en 19-årig mand, som overtog det for blot en måned siden. Han sidder nu fængslet for omfattende svindel, og siden anholdelsen er det væltet ind med flere hundrede anmeldelser til politiet i Kalmar. Og flere ventes at komme, efterhånden som det går op for kunderne at deres varer nok ikke kommer.


“Det er måske for sent, men måske er det relevant at i sætter denne nyhed op for det kan åbne øjenene for nogle af læserne om at være mere opmærksomme.”, skriver en af recordere.dks brugere til redaktionen, og fortsætter “Jeg er en af kunderne, der har bestilt fra deres netbutik og har pengene i klemme.”


Er du kunde hos Playzone der afventer varer, og har du brugt kreditkort ved betalingen, anbefales det at kontakte kortudsteder / bank. Regler og praksis på området yder god sikkerhed mod tab i sådanne sager.

Annonce