Forside Nyheder

Sony udvikler trådløs strøm


Sony arbejder på at løse det, som de fleste nok sukker efter, nemlig trådløs strøm.


Selvom det endnu kun er prototyper, i et ikke brugbart design, så er Sony nået til et stadie i udviklingen, hvor de har valgt at gå ud og orientere offentligheden. Deres eksperimenter med trådløs strøm har nået første milepæl, som handler om at få effektiviteten op, altså minimere tabet af energi under selve overførslen.


Det er lykkedes Sonys udviklingsingeniører at overføre 60 watt over 50 cm, med en effektivitet på hele 80%. Det er især den forholdsvis høje effekt, sammenholdt med det lavere tab, der vækker opsigt.


Teknologien arbejder med magnetisk resonans, som er elektromagnetisk energi overført imellem to plader som har en identisk resonans. Selvom der er metal objekter placeret i rummet mellem de to plader, så bliver de ikke varme.


Med en speciel passiv extender plade imellem sender og modtager, kan afstanden lige nu øges op til 80cm, uden yderligere tab.


Vild fysik, men samtidig de første spæde skridt på vejen mod trådløs strøm i brugbar form. Hvem ved, måske bliver vi engang ude i fremtiden helt fri for ledninger i hjemmet, i transportmidler og i offentlige rum. At “stikkontakterne” sender strømmen trådløst rundt i hele bygningen, og alle apparater bliver bærbare/flytbare uden batterier der skal lades op.


 



En af Sonys prototyper. Strømmen overføres trådløst imellem de to sorte kasser.


Kilde: Sony

Annonce