Forside Nyheder

Bedste biografsæson i 26 år


Danskerne strømmer i biografen, så allerede nu kan branchen se at 2009 bliver bedste år – i 26 år.


Her en måned før 2009 rinder ud, tegner der sig et samlet besøgstal på 13,3 mio. billetter for 2009. Dermed bliver 2009 det bedste år for de danske biografer i 26 år.


Det har dog været småt med de store danske film i år, derimod trækker Stieg Larssons bestsellere folk i biografen. Omkring halvdelen af den danske befolkning har – målt på antal solgte billetter – set en af de tre film baseret på hans romaner. Her er det især Mænd der hader kvinder som trækker.


2008 var også et rekordår, men 2009 tegner til at slå det med yderligere ca. 200.000 billetter.


Lige nu er det dog film som “Twilight Saga: New Moon”, “2012” og “Luftkastellet”  der trækker kunder ind i biograferne.


Udover at vi søger mod underholdning som TV, biografer og spil i krisetider, så har brancheforeningen også en anden forklaring på den øjeblikkelige succes:  Det er de massive investeringer som biograferne over de seneste 10 år har gjort, så de fleste større byer i dag kan mønstre moderne biografer af høj standard.


Endnu en ændring i forhold til tidligere, er at vi går mere i biografen om sommeren nu.


 


Top 10 over biograffilm i 2009  (per 29. november 2009)



  1. Mænd der hader kvinder   (987.602 billetter)
  2. Pigen der legede med ilden   (796.003 billetter)  *)
  3. Harry Potter og halvblodsprinsen   (604.274 billetter)
  4. Ice Age 3: Dinosaurerne kommer   (534.061 billetter)
  5. Engle og dæmoner   (495.499 billetter)
  6. Op   (487.105 billetter)  *)
  7. Sorte kugler (Dansk)   (402.426 billetter)
  8. Bolt   (258.582 billetter)
  9. Slumdog Millionaire   (227.957 billetter)
  10.  Headhunter (Dansk)   (221.046 billetter)

*) Vises fortsat i biograferne


 


Kilde: Danske Biografer

Annonce