Forside * Nyheder

YouSee malker småkunder

 

youSee_MidnightGreen_RGB

Annonce:

Fuldpakken hos YouSee kabel-tv svinger meget i pris, og småkunderne betaler mest.

Fuld pakke kabel-tv fra YouSee, 774 kroner for tre måneder.
Fuld pakke kabel-tv fra YouSee, 1.051 kroner for tre måneder.
Prisforskel: 1.108 kroner om året.

Kanalerne er de samme, men det er prisen så absolut ikke, når YouSee sender regninger ud til deres kunder. For hvis hr. Jensen bor i en lejlighed, der ikke er med i en boligforening, kan han risikere at betale knap 40 procent mere for den samme vare end hr. Jensen, der bor i en lejlighed i en boligforening.

 

Behager ikke YouSee kunder

Afsløringen af den store prisforskel er ikke noget, der behager kunderne, som betaler den dyre pris.

“Det var lidt en overraskelse at finde ud af denne store prisforskel, men jeg er omvendt glad for at få det at vide. For nu har jeg tænkt mig at se, om jeg enten kan få den billige pris, eller om jeg kan finde et bedre tilbud hos en anden tv-leverandør,” lyder det fra Heine Nielsen.

YouSee forklarer prisforskellen således:

“Bolig- og ejerforeninger, der kan garantere eller sandsynliggøre, at de kan skaffe et vist antal kunder, forhandler sig til en bedre aftale,” siger Ib Konrad Jensen, pressechef hos YouSee, til Nyhedsbureauet Newspaq.

 

Måske på kant med loven

Men det er ikke sikkert, at den går. I hvert fald kan der sås tvivl om, hvorvidt YouSees rabataftaler er lovlige.

“Markedsføringsloven påbyder detailhandlen at oplyse, hvis de giver særpriser til lukkede grupper eller foreninger. Det gælder også forretninger, der leverer digitale ydelser eller kun sælger via internettet. Jeg vil på baggrund af disse informationer undersøge, om YouSee overtræder loven,” lyder det fra Forbrugerombudsmand, Henrik Øe.

Men YouSee vil ikke skilte med, at de giver rabat til nogle af deres kunder.

“Der er jo ikke tale om særpriser eller indkøbsforeninger. Hvis man er i en stor virksomhed som TDC, har man også nogle indkøbsaftaler, så man som ansat kan købe nogle ting billigere. Det er jo et kendt fænomen,” siger Ib Konrad Jensen fra YouSee.

 

Kan alle få rabat?

– Kan man som kunde forhandle sig til en bedre pris rent individuelt?

“Ja, det kan du selvfølgelig altid gøre. Man har en listepris, som er prisen til de individuelle kunder, det er vores markedspris.”

– Så jeg kan ringe ind og forhandle mig til en bedre pris hos YouSee?

“Det tvivler jeg på.”

– Vil du lægge hovedet på blokken og sige, at man ikke kan det?

“Nej, det vil jeg ikke. Men som kunde køber du et produkt, der står en pris på,” slutter Ib Konrad Jensen til Newspaq.

 

Flere prisstigninger i vente

Det tog tre uger og syv opkald at få et svar fra YouSees kundeservice om, hvorvidt de ville give den billige pris til en enkelt privatkunde. De var i tvivl, men det blev et afslag. Afslaget bør dog vække frygt hos kunderne med de gode priser.

“I fremtiden vil der komme flere og flere prisstigninger for de billige kunder, så det langsomt bliver lige så dyrt som de dyre priser,” lyder det fra YouSees kundeservice.

 

Kilde: Nyhedsbureauet Newspaq

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.