Forside Nyheder

Første danske forsøg med DVB-T2


København tager hul på næste generation terrestrisk digitalt tv, med en forsøgssender fra Open Channel.


Det københavnske selskab Open Channel er efter måneders forberedelser nu gået i luften med 2. generation terrestrisk digitalt TV, DVB-T2, på UHF kanal 67 i København, også kaldet MUXKBH-2.


Baggrunden for Open Channels forsøg er, at man med 2. generation terrestrisk digitalt tv får op til 40 Mbit/s kapacitet på en UHF kanal, hvilket er næsten dobbelt så meget kapacitet som i dag, hvor man “kun” har 20 / 22 Mbit/s.


Den ekstra kapacitet kan med fordel bruges til at sende flere tv-kanaler i HD.


“HD vil inden for få år blive den nye tv-standard, og derfor er det vigtig for DTT-nettet at have den nødvendige kapacitet, så tv-kanalerne kan udsendes i HD. Ellers bliver DTT-nettet kørt agterud af satellit- og kabel-operatørerne” siger Open Channels direktør, Kenneth Wenzel.


Herudover giver DVB-T2 er en lang række nye tekniske muligheder, hvor man fx på samme tid og frekvens kan sende nogle tv kanaler, beregnet til tagantenner, og andre tv kanaler til små håndholdte enheder etc.


 


Senderen


I det indledende feltforsøg sendes der fra én sendeposition med 600 Watt ERP i 100 meters højde fra TDC tårnet, Borups Alle, midt i København – og tv-kanalerne vil være de samme som på MUXKBH UHF kanal 35; Kanal København, G-TV | Gaming TV for alle og FamilieTV.


På nuværende tidspunkt er der ingen DVB-T2 fjernsyn og settopbokse på det danske marked, men de forventes at komme i handlen i slutningen af i år. På det tidspunkt udvider Open Channel forsøget med flere sendepositioner i Roskilde og/eller Hillerød i et SFN net, og der skrues op for sendestyrken til 2 kWatt ERP. 


Den nye sender findes på UHF kanal 67.


 


Teknikken bag


“Vi har i den grad kunnet mærke, at vi har skullet træde af nye veje. Vi har været nødt til at bygge og samle vores egen tv-sender for at kunne komme i gang. Det har vi kunnet gøre i kraft af et samarbejde med det danske firma ProTelevision Technologies og det hollandske firma DekTec” siger Open Channels direktør, Kenneth Wenzel.


ProTelevision Technologies, som udvikler og producerer professionelt transmissionsudstyr til verdensmarkedet, er glade for, at der i deres egen baggård laves et forsøg med DVB-T2, hvor firmaets DVB-T2 forberedte platform PT2000 anvendes. “Vores produkt er en industriel DVB-T2 modulator, som tilbydes i form af en firmware opgradering. Det betyder, at kunder, som allerede har købt vores DVB-T2 forberedte platform, kan opgradere fra deres nuværende DVB-T produkt til DVB-T2”, siger Johan Ericsson, salgs- og marketingsdirektør hos ProTelevision Technologies.


Tilsvarende er DekTec, som er en førende producent af digital video interface kort til professionel test- & måleudstyr, “tilfredse med, at deres produkter har hjulpet Open Channel med hurtigt at afvikle en DVB-T2 test-transmission” siger Nilesh Mandalia, VP Sales for DekTec.


Fakta om grejet (for de tekniske) 


 


Kilde: Open Channel

Annonce