Forside Indhold og distribution Spil features

Spilanmeldelse: Blur


Spilanmeldelse: Blur


Denne anmeldelse bringes i samarbejde med sitet low5.dk


ModNation Racers eller Mario Kart udsat for realistiske omgivelser og med rigtige biler er lig med Blur. Er du glad for bilspil med høj fart, flot grafik og arcadestyring? Er du samtidig fan af powerups og Modern Warfare 2 agtige perks, ja så tror jeg faktisk at du vil blive ret glad for Blur.


Kort fortalt gælder det i Blur om at komme først over målstregen, hvilket formentlig ikke kan overraske jer synderligt. Hvad der derimod gør spillet lidt anderledes er måden man vinder på. Banerne ligner almindelige byer og veje som vi kender det, men rundt omkring er spredt power-ups i form af små ikoner, der alle betyder noget forskelligt. Du kan finde powerups der gør din bil hurtigere, der er bomber, lyn, blastere til at skubbe til modstanderne og flere andre. I alt er der otte powerups, som igen kan kombineres til en lang række syrede våben. Banerne i Blur er store og rigtig lækkert skruet sammen, så der naturligvis er kamp lige til det sidste. Genveje kan give dig forspring, men også vise sig at være en hæmsko, hvis der ingen powerups er.



Blur er hektisk og minder faktisk en del om Burnout på sterioder. Man føler dog ikke at man mister overblikket, da styringen af de mange tilgængelige biler er rigtig god, samtidig med at grafikken er tilpas skarp til at du kan se, hvad der foregår.


Der er mange baner og endnu flere biler i Blur, hvilket naturligvis øger spilleglæden. Under løbene er der ligeledes rigtig mange biler på banen og da musikken samtidig pumper beats for fuld skrue, kan man godt få brug for en tur i pit fra tid til anden ? blur er rent adrenalinkick!


Undervejs i spillet stilles du overfor diverse challenges som faktisk fungerer glimrende og giver en fin variation i spillet. Ofte når man spiller bilspil, synes jeg at det ender med, at man bare køre det ene løb efter det andet. Blur formår at give løbende mere betydning og nerve, da du hele tiden har en gulerod i form af fede nye biler, nye baner eller trofæer lige om hjørnet.



De mange biler på banen gør Blur til en fornøjelig onlineoplevelse. Det er superfedt at nakke fjender online og når du sætter perks op til bilen og fisker den ene powerup op af hatten efter den anden, ja så minder det nærmest om Modern Warfare på fire hjul.


Grafisk er Blur nydeligt, men kunne ind i mellem godt have været lidt mere afpudset. Det når i mine øjne ikke helt op på førnævnte Burnout, der endda er et noget ældre spil.  Derudover kan jeg godt savne splitscreen der trods alt havde gjort sig godt i et spil som dette. Til gengæld skal vi nyde den gode onlinedel, som nemt stjæler timer når offlinedelen er gennemført.


Samlet set har jeg været godt underholdt med Blur. Der er fuld smadder på fra start til slut og jeg må indrømme at ideen med at kombinere powerups med rigtige biler og baner, gør sig fremragende. Blur er ikke til fans af realisme og slet ikke til folk der vil køre langsomt og nyde landskabet en søndag eftermiddag. Alle vi andre adrenalinhungrende junkies kan dog sagtens spænde sikkerhedsbæltet.





Plus:
Høj fart, lækre powerups, god styring, hele tiden nye udfordringer, fed onlinedel.


Minus:
Ingen splitscreen, grafiske host undervejs.


Konklusion:
Blur er til dig der elsker fart og våben. Har du set filmen Death Race med Jason Statham, ved du præcis hvad du får for pengene. Kender du ikke filmen, så er spillet stadig værd at give sig i kast med. En herlig overraskelse på spilmarkedet.


KARAKTER: 80 %


Udgiver: Activision


Ude nu til Xbox 360 og Playstation 3


Testet på PS3

Annonce