Forside Nyheder

Canal Digital i stort minus

 



TV-krigen blev dyr for Canal Digital, der kom ud af 2009 med et minus på 381 millioner kr.


2009 dannede rammen om det største slag om TV-kunderne herhjemme, af mange derfor døbt TV-krigen. Og det hele kulminerede i efteråret 2009, hvor Boxer officielt gik i luften med digitalt tv via antennemaster på landjorden.


TV-krigen handlede om at erhverve så mange nye kunder som muligt omkring skiftet fra analog til digitalt TV, og Canal Digital deltog agressivt i markedsføring og slagtilbud.


“Vi brugte sindssygt mange penge på markedsføring – og produkterne og tv-pakkerne blev solgt ekstremt billigt. Vi håbede på at få 40.000 nye kunder, men vi endte med kun af få 15.000”, fortæller direktør i Canal Digital Jarl Söderman til Børsen.


Der var ingen egentlige vindere af TV-krigen i 2009 – udover måske DR. Det viste sig sværere end ventet at lokke danskerne fra “gratis” TV over på betalings-TV, uanset platform. De fleste analoge kunder valgte at købe en DVB-T modtager, og fortsætte de gratis tilbud og de øvrige tilbud inkluderet af medielicensen. 


Mange TV-kunder gik fra 2-4 kanaler (DR1, TV 2 og evt. DR2 og lokal-tv) over til 9-10 kanaler (DR1, DR2, TV 2, TV 2-regioner ekstra, lokal-tv, DR Update, DR K, DR Ramasjang, DR HD og folketings-TV). Mens tilbudere fra Canal Digital, Viasat og Boxer lokkede færre over på betalings-tv end håbet.


For Canal Digital blev året 2009 særligt hårdt. De gik fra et overskud i 2008 på kr.  22,3 millioner, til et blødende resultat i 2009 hvor bundlinjen viste et minus på 381 millioner. Noget af et chokresultat, der dog også er påvirket negativt af en voldsom nedskrivning af goodwill på 375 millioner kroner, som i følge Børsen går tilbage til intern fusion i 2003.


“Alles planer slog fejl i den store krig om kunderne”, udtaler Jarl Söderman til Børsen.


 


Kilder: Børsen og Mediawatch

Annonce