Forside Nyheder

Google-chef afslører Nexus S-mobil og Android 2.3


Eric Schmidt gav et hurtigt smugkig på den kommende Nexus S-mobil fra Samsung. Det forventes at blive den første mobil med Android 2.3.


 


Android 2.3


Den næste store opdatering til Android lanceres om få uger, siger Eric Schmidt.


Godt nyt til de mange brugere af Android-mobiler derude; den næste store opdatering til det mobile operativsystem kommer indenfor få uger. Vi har informationen direkte fra Google-chef Eric Schmidt, der netop har holdt en tale på Web 2.0 Summit i San Francisco.


Her demonstrerede han desuden den allerede lækkede og længe ventede Nexus S-mobil fra Samsung. Mobilen blev omtalt som “et uannonceret produkt fra en annonceret producent,” men det narrede ikke nogen.


 


Vil erstatte kreditkortet


Nexus S vil være en af de første Android-mobiler, der kommer med en ny teknologi til trådløs betaling – noget der kommer understøttelse for i Android 2.3. Eric Schmidt forventer, at betaling via mobiltelefonen over sigt vil erstatte kreditkortene.


Gadgetbloggen, Engadget.com, fik Google-chefen til at give dem et kort glimt at telefonen. Gutterne skriver, at den var usædvanlig tynd, måske tyndere end iPhone 4, og at den havde en forholdsvis store AMOLED-skærm.


 


Bevæbn dig med tålmodighed


Det forventes, at Nexus S lanceres sammen med Android 2.3, og at opdateringen hurtigt sendes ud til de Nexus-mobiler, som Google solgte via sin webside tidligere på året. Det vil sikkert tage et godt stykke tid før Android 2.3 finder vej til eksisterende mobiler fra HTC, Samsung, LG, Motorola og Sony Ericsson. Tænk blot hvor lang tid det tog for Android 2.1 og 2.2 at finde vej til vores lommer.

Annonce