Forside Nyheder

Anmeldelse af Apple iPad


  Google translation into English  (or other languages)


 


Opdateret d, 16/12 med video anmeldelse (nederst)


iPad er en forrygende fed tabletcomputer. Men er den pengene værd, og hvad kan den bruges til? Mobilsiden.dk har testet kvaliteten af Apples super-gadget, iPad.


At købe et Apple-produkt er en helhedsoplevelse! Det hele starter med forventninger, derefter besøget hos en autoriseret forhandler. Derefter er det glæden på turen hjem med pakken, brydningen af forsejlingen, åbningen af pakken og til sidst, oplevelsen af produktet.


Lige præcis på dette koncept er Apple verdens absolut bedste, og min påstand er, at det aldrig vil være det samme at købe en iPad sammen med mælk og brød i Føtex.


Man er simpelthen nødt til at gå ind på Apples præmis for at kunne opnå den fulde glæde ved produktet.


En iPad er IKKE et discount-lavpris produkt, som et “Lumatron”-TV, men en gadget fra et af verdens stærkeste elektronikbrands. Netop derfor er Apple i stand til at få en ganske høj pris for deres produkter, og ikke mindst skabe en stor tilhængerskare.


Men holder iPad, hvad den lover?




Apple iPad


 


Den lækre glidende fornemmelse


Når opsætningen er gennemført via iTunes og ens iPad er fyldt med musik, film, billeder, podcast m.v., skal der for alvor leges.


I vanlig Apple stil sker alt ualmindeligt flydende og netop det, at der SKER noget når der trykkes, giver en unik oplevelse af et produkt, som er legende let og ganske intuitivt at betjene.


Det kræver ikke nogen form for ekspert-uddannelse at bruge internettet fra en iPad. Derimod er der givetvis tale om den letteste netadgang, nogensinde, for ALLE.


Når først man har set princippet i betjeningen, hvilket klares på 30 sekunder, er det muligt at betjene alt fra visning af billeder og video, til musik og hjemmesider.


Så det er i hvert fald ikke spørgsmål som “uh bare jeg dog kan finde ud af det” der skal holde dig tilbage, hvis en iPad er under overvejelse!




Mobilsiden.dk på iPad


 


Adgang til et begrænset internet


Rigtige hjemmesider med fuld tekst og grafik åbnes let på en iPad – zoom, panorering, navigation – nøj hvor det bare kører. Men så stopper jublen også.


iPad er som skabt til internetadgang, men du skal leve med, at internettet ikke er helt som på computeren. Årsagen er Apple, som ikke ønsker teknologien Adobe Flash på deres enheder.


Det betyder, at i artikler på nyhedssites som har indbyggede videoklips, må du undvære disse klips, og at interaktive reklamer ikke virker. Kendte spilsider som Gratisspil.dk duer ikke, ligesom Danskespil.dk, interaktive tjenester og spil på Facebook ikke er en mulighed.


I det hele taget, er der MASSER af ting, du ikke kan på nettet med en iPad. Men dét du dog kan, kan du til gengæld virkeligt godt og lækkert.


Jeg synes, man undervejs lærer at leve med det begrænsede internet, selvom det er irriterende. Det bliver hurtigt en vane, hvilke sites og hvilke tjenester, der ikke fungerer.


Og så har jeg i øvrigt ikke fået nævnt, at iPad heller ikke understøtter den anden af internettets store teknologier, Java, hvilket blot begrænser netadgangen endnu mere. Manglen af Java forhindrer f.eks. brugen netbank fra forskellige pengeinstitutter på iPad.




Kalenderen på iPad



Kontaktbogen på iPad

E-mail på iPad


 


Mail, kalender, kontakter – WOW!


iPad har den nok lækreste kalender jeg endnu har set på mobilenheder, også kontaktbogen er noget ganske særligt. Apple formår i mailprogrammet og i kalender- og kontaktdelen, at udnytte den store skærm optimalt.


Præcis som på iPhone understøttes synkronisering via protokollen Microsoft Exchange, samt mobileMe, Gmail, Yahoo! m.fl.


I liggende tilstand er onscreen-tastaturet SÅ godt, at man helt glemmer, at det er en skærm man skriver på. Derfor er iPad fantastisk til håndtering af e-mails fra sofaen, eller andre steder, hvor en bærbar computer ikke er så håndterbar.


 



Fotoalbum



Foto fra album på iPad



 


Power-gadget til multimedier


Når det kommer til mediehåndtering er jeg vild den store skærm på iPad.


iPad er GE-NI-AL til musikken fra iTunes, visning af billeder, podcasts, e-bøger og videoer/film. Og tilmeld lyder den indbyggede højtaler forholdsvist godt.


Jeg synes nærmest, at iPad er blevet et mediecenter, som tilmeld har den styrke, at det er mobilt samt ‘altid tændt’. Man skal altså ikke “starte op”, før der kan høres musik eller søges informationer på nettet.


Andre kan tilmed let se med, da det flade format indbyder til, at enheden blot lægges på bordet. Alle der sidder rundet omkring, har dermed let adgang til at se, hvad der foregår.


Også kort-applikationen med Google Maps byder på kombinationen af praktisk brug og genial underholdning. På grund af den indbyggede GPS finder iPad med kun ét tryk, frem til, hvor man er.


Jeg har også oplevet applikationer, som virker bedre og mere intuitive på iPad, end de gør på den traditionelle computer. Her er den officielle Twitter klient et godt eksempel.




Angry Birds HD på iPad



Køb af Asphalt 5 HD fra Gameloft


 


Ungerne elsker iPad


Hvis der er børn i husstanden vil en iPad vække jubel. Mængden af fede HD-spil der er optimeret til den store skærm er enestående.


Hvad enten du vil spille Cake Mania, Angry Birds HD eller Asphalt 5 HD så er de der alle sammen.


Betjeningen er let og underholdningsværdien høj. Det eneste problem er egentlig, at det kan være svært at få sin iPad tilbage, hvis den er inddraget af ungerne til spil.


 



App Store på Apple iPad


 


iPad er én endeløs udgift


Prisen for den store iPad på 64GB ligger rundt regnet omkring 6.000 danske kroner. Købes 3G-WiFi udgaven skal der tillægges en eller anden form for dataabonnement, så man kan komme online uden for hjemmet.


Men det stopper ikke her. Alt det virkelige sjove koster nemlig penge!


Apple forstår i App Store at præsentere applikationer, spil og andet indhold så lækkert, at kreditkortet sidder løst på brugerne. Og da kreditkortet i forvejen er bundet til iTunes kontoen, skal der kun få klik til, inden et køb er gennemført.


Selvfølgelig skal man da lige have Apples tekstprogram Pages, Politikens E-avis skal da også prøves, Illustreret Videnskab er også fed – og så lige et par spil – bare liiige for at teste, hvordan det er på en iPad.


Hovsa! Der røg lige over 200 danske kroner – og det tog ikke mere end nogle få minutter.


Okay jeg medgiver, at applikationerne er fremragende. Du skal blot være opmærksom på, at App Store er “mange bække små”, som man siger. Pengene fosser simpelthen ud af ens iTunes konto – uden man egentlig opdager det.


Så én ting er prisen på en iPad. En anden ting er de følgeomkostninger, der altid følger med.




Sådan ser skærm-tastaturet på iPad ud



Politikens iPad version af avisen


 


Hvad kan den bruges til?


Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvorvidt du har brug for en iPad.


Der er ingen tvivl om, at den egner sig godt som supplement til den almindelige bærbare eller stationære computer. Særligt hvis der hurtigt skal besvares mails, søges på nettet eller du trænger til underholdning.


Men min oplevelse er, at iPad er bedre til at konsumere indhold på, end den er at producere indhold på. En iPad erstatter altså ikke en anden computer i hjemmet.


 



Illustreret Videnskab på iPad


 


Konklusion: Verdens bedste tablet-computer


Apples tablet-computer holder, hvad den lover og er i dén grad en oplevelse.


Stille og roligt finder den en plads i hverdagen, hvor den er genial i sofaen, til mødenotater og underholdning. Præcis som med iPhone, så er iPad også god til det den kan – men der skal leves med, at det er Apple-way or no-way.


iPad er bedre end iPhone og det er den bedste tablet computer på markedet. Og så holder den strøm længe og har en flot skærm med gode farver.


iPad overgår også sin nærmeste konkurrent Samsung Galaxy Tab. Men det er særligt fordi, at Galaxy Tab mangler applikationer, der udnytter skærmstørrelsen.


Det er så fristende at smide topkarakteren seks ud af seks stjerner efter den… Så det gør jeg. Jeg er nemlig sikker på, at hvis man køber iPad the Apple-way, så bliver man også rigtigt glad for den.


 


Video anmeldelse


På denne video forklarer anmelder mere om hvad iPad kan – og ikke kan.



 



Anmeldt af: John G. Pedersen, mobilsiden.dk

Annonce