Forside Nyheder

Steve Jobs: AirPlay får overhaling næste år


Med en iPhone, iPad eller iPod kan du streame video, fotos og musik til Apple TV – der er bare stadigvæk et væld af begrænsninger.


 


AirPlay


En af de nye smarte funktioner, som Apple har introduceret med iOS 4.2, er AirPlay, der i bund og grund gør det muligt at streame video, lyd og fotos fra din håndholdte Apple-gadget til den nye Apple TV-boks.


Desværre har det vist sig, at AirPlay ikke er helt så funktionelt og alsidigt som man kunne have håbet. Eksempelvis kan du ikke streame musik og film på websider i Safari og heller ej streame film, du selv har skudt med din iPhone.


Tredjeparts-apps kan heller ikke sende videoen trådløst til Apple TV.


 


Det bliver bedre


Heldigvis er Apple opmærksom på begrænsningerne og har angiveligt planer om at gøre noget ved dem. Det er i alt fald hvis vi skal tro en bruger fra websiden MacRumors.com, der har sendt en mail afsted til Steve Jobs.


Brugeren spurgte til ovenstående begrænsninger, og fik fluks et svar retur fra Steve Jobs: “Yep, håber at tilføje disse funktioner til AirPlay i 2011.”


Topbossen lover jo ikke noget, når han bruger ord som “håber,” men man har jo lov til, øh, at håbe. Inden vi glæder os alt for meget, så skal Apple også lige først lancere den nye Apple TV i Danmark.


 

Annonce