Forside Nyheder

DR1 i HD fra 2012

 



DR kan fra 1. januar 2012 udsende DR1 i HD kvalitet, lyder det fra partierne bag medieforliget.


Samtidig med at TV 2 regionerne får tildelt plads i det digitale sendenet til en HD kanal (link), er der åbnet op for at DR1 også kan begynde at sende i HD per 1. januar 2012.


Eller “næsten HD-kvalitet” som det beskrives i udmeldingen fra Kulturministeriet, hvilket dækker over at der “kun” er afsat plads på 6,5 Mbit/s til at udsende kanalen.


MUX1 overgår per 1. januar 2012 til at sende i MPEG-4, og det betyder mulighed for at sende flere kanaler på samme plads. Det er derfor at det nu bliver muligt at DR1 kan skifte til HD og TV 2 Regionerne kan få en HD kanal.


Når MUX1 overgår til MPEG-4 er det samtidig en ende på digitalt TV via de gamle MPEG-2 tunere, samt de første generationer af digitale settop bokse, til digitalt tv via egen antenne (DVB-T).


MUX2 sender allerede i MPEG-4. Så har du egen antenne nu, og allerede kan se kanaler som DR Ramasjang, DR K og DR Update, så er du klar til skiftet i 2012.


DR HD vil fortsat eksistere selvom DR1 begynder at sende i HD. DR HD skal sende udvalgte HD programmer fra DR1 og DR2, men ellers have et indhold rettet mod unge.


 


 


Det digitale sendenet per 2012


En forventet fordeling af pladsen i MUX1 og MUX2 per 1. januar 2012 er:


MUX1



  • DR1 HD
  • DR2
  • TV 2 Regioner HD
  • Tegnsprog og lokal-tv

MUX2



  • DR HD
  • DR Ramasjang
  • DR K
  • DR Update
  • Folketingskanalen

TV 2 (moderkanalen) flytter sandsynligvis over i Boxers del af sendenettet.


Hvilken fordeling Boxer har fra næste år kendes ikke endnu. De har et ledigt MUX reserveret til mobil-TV, men som formentlig ville gøre mere gavn til HD kanaler (som TV 2 HD).


 

Annonce