Forside Nyheder

Bryston BDP-1 Digital Player



Bryston er nu på markedet med en helt ny digital afspiller, og vanen tro går de ikke ad de traditionelle stier.

Bryston BDP-1 er udviklet med det mål at kunne afspille højopløselige musikfiler i high-end lydkvalitet.

Importøren fortæller:

For at nå dette mål har canadiske Bryston valgt en enkel måde at se på tingene. De har sorteret alle unødvendige funktioner fra og fokuseret på at lave en moderne afløser for cd løbeværket. BDP-1 kan derfor IKKE streame, rippe, spille MP3, lave kaffe eller alt muligt andet unødvendigt. Den kan tage dine musik filer fra en USB-kilde, dvs. enten en harddisk eller et USB-Drive, gøre dem let tilgængelige og afspille dem i en hidtil uhørt god lydkvalitet.

Afspilleren kan betjenes på fire forskellige måder. Den mest populære er at koble BDP-1 til dit netværk via ethernet-stikket på bagsiden. Derved får du mulighed for at styre maskinen fra din computer, via et medfølgende program, som du skal installere. Alternativt kan du via webbrowseren på din iPad, iPhone eller anden internet tablet styre BDP-1. Det hele foregår nemt og intuitivt fra din yndlingsplads i sofaen.

Til dem, som ikke er tilhængere af netværksforbindelser og nymodens touch produkter, er der også en løsning. Bryston BDP-1 kan nemlig betjenes præcis ligesom en almindelig cd afspiller via knapperne på fronten eller ved hjælp af Bryston fjernbetjeningen BR-2 som kan købes som ekstratilbehør.


Teknisk er Bryston BDP-1 bygget op omkring et hovedprint med indbygget processor og flash memory, som er 100% passivt kølet. Processoren er ligesom de fleste andre Brystonkomponenter rigelig overdimensioneret og kører med en nedskaleret version af et Linux styresystem, som er ultra stabilt. Dertil hører et specielt designet digitalt højkvalitets lydkort, som kan håndtere native opløsninger op til 192/24 bit. Der er fire USB indgange – to let tilgængelige på fronten og to på bagsiden, så at det er muligt at gemme permanente harddiske væk.

Bryston BDP-1 skal tilsluttes en DAC, da den ikke har nogen intern D/A konverter. Den har en balanceret 110 ohms AES/EBU og en 75 ohms SPDIF digital udgang. Den naturlige partner vil selvfølgelig være Bryston’s prisvindende BDA-1 D/A konverter, og tilsammen vil de to udgøre en yderst kompetent reference kilde.

Bryston fokuserer udelukkende på at afspille højtopløste filer. Alt andet mener de er fuldstændig uinteressant, hvis man har et ordentligt Hi-Fi system. Til gengæld kan den formidle disse filer med en fantastisk dybde, ro, autoritet og timing.

Den kan afspille følgende formater:

16/24 bit FLAC, WAV eller AIFF filer med sample rates på 44,1k – 48k – 88,2k – 96k – 176,4k – 192k.

Bryston BDP-1 er klar til bestilling nu.

Prisen er kr. 19.995,- inkl. 5 års garanti, og BDP-1 kan leveres med sølv eller sort front og med en bredde på 17″ eller 19″.







Kilde: HTC

Annonce