Forside Indhold og distribution Spil features

Spilanmeldelse: Dead Space 2


Spilanmeldelse: Dead Space 2
Skrevet af Kristian Jakobsen, www.nerfed.dk


Da Dead Space udkom var spilverdenen, herunder mig selv, blæst godt og grundigt bagover. EA havde taget fusen på os alle og ad bagvejen skabt et helt igennem genialt tredjepersons spil, der på en og samme tid var skræmmende, spændende og møgunderholdende at spille. Historien om ingeniøren Isaac, der røg til det gigantiske rumskib Ishimura fangede os og gav ved den højintense slutning, drømme om en fortsættelse.


Uhygge og psykiske mén


Den har vi så fået nu og selvom universet denne gang er velkendt, er det ikke blevet mindre underholdende at være en del af. Vi indtager igen rollen som Isaac, der som følge af de horrible oplevelser i etteren, lider er mareridt og skrækindjagende hallucinationer ved højlys dag. I mange spil er vores helte fuldstændig upåvirkede af al den ondskab de gennemlever, men Isaac, der jo “bare” er en almindelig ingeniør, er i den grad mærket af Ishimuras gru. De tidligere oplevelser er derfor en stor del af uhyggen i Dead Space 2 og man føler virkelig med Isaac, der nu igen skal stå ansigt til ansigt med de uhyrlige Necromorpfs.



En typisk toer, men det gør bestemt ikke noget


At udgive en efterfølger til en succes er ofte et utaknemligt job. Man vil gerne have mere af samme skuffe, men der skal også være tilpas nyt, så det ikke bare føles som nye baner. Dead Space 2 rammer udmærket plet. Godt nok er der ikke decideret nytænkning i forhold til etteren og man sidder ikke med helt samme overraskelse i kroppen da man trods alt kender Isaac og universet ret godt. Men spillet er større, flottere grafisk, styringen er hurtigere, actionen mere voldsom og der graves dybere i Isaacs sind end sidst. Har du i øvrigt ikke spillet Dead Space, indeholder Dead Space 2 en fin gennemgang af, hvad der er sket forud.


I stil med sidste gang har du ikke “rigtige” våben til rådighed, men må klare dig med sømpistoler, motorsave og hvad en rumskibsmekaniker ellers lige har til rådighed. Våbnene er for en stor del identiske med sidst, men enkelte nyskabelser er der blevet plads til. Jeg havde dog håbet på lidt flere nyheder. Alle våben kan opgraderes, ligesom din dragt kan forbedres undervejs. Stemningen i Dead Space 2 er glimrende og selvom man ikke overraskes over spillet som forgængeren formåede, så sidder man kontant på kanten af sædet, får ofte chok og er i det hele taget rigtig godt underholdt.



I rummet kan ingen høre dig skrige


Et af de punkter, der irriterede mig mest i etteren var når du begav du ud i vægtløs tilstand. Det var svært at finde hoved og hale på op og ned.  I Dead Space 2 er der rådet bod på dette og det fungerer nu langt bedre. Sværhedsgraden er der dog ikke pillet ved og Dead Space 2 skal nok give dig god modstand. Heldigvis kan du løbende ændre sværhedsgraden.


EA forstod allerede sidst at en stor del af gysergenren, skabes af en gennemført lydside. I Dead Space 2 er der fuld tryk på skud, skrig, klamme Necromorpfs, der kribler og krabler i vægge og på lofter og det er rart at høre Isaac tale. Stemmeskuespillet er godt og selvom man stadig kan føle sig lidt som en stik i rend dreng, har Isaac altså langt mere personlighed denne gang.



Move til PS3


Hvis du køber Dead Space 2 til PS3 er der en ekstra goodie i form af Dead Space Extraction, der tidligere har været ude til Wii. Spillet er en on rail shooter, hvor man styrer med Move controlleren. Spillet er på ingen måde så interessant som Dead Space 2, men det er udmærket underholdning for din Move-controller. Dead Space Extraction fortæller i øvrigt historien før det første Dead Space og er på den måde interessant i sig selv.



Multiplayer, men ingen co-op


Som noget nyt har EA tilføjet en onlinedel, hvor du kan spille menneske, eller måske endnu sjovere, prøve kræfter som blodsugende Necromorpf. Selvom jeg stadig synes at singleplayerdelen er den bedste grund til at investere i Dead Space 2, så er onlinespillet sjovt og skal nok øge spiltiden en hel del. Desværre er der ingen co-op del, hvilket havde været super cool, men man kan jo ikke få det hele vel.



Konklusion


Kunne du lide det første Dead Space er der ingen tvivl om at du vil fryde dig over Dead Space 2. EA har skabt en værdig efterfølger, der på mange måder er større, flottere og mere indholdsrig end forgængeren. Spillet er ikke helt så uhyggeligt som sidst, men det skyldes til en vis grad, at man kender universet og derfor ikke helt så let lader sig skræmme fra vid os sans. Dead Space 2 er dog stadig et hamrende lækkert spil og det levede til fulde op til mine, høje, forventninger. Dead Space 2 er tæt på genialt.


Plus:
Tempoet, grafikken, lyden, actionen, mere dybde omkring Isaac


Minus:
Ikke samme Waou-oplevelse som sidst. Ingen Co-op


Karakter: 90 % – Fremragende


Udgiver: Electronic Arts


Ude nu til Xbox 360, Pc og PS3


Testet på PS3

Annonce