Forside Tests

Anmeldelse af Google Nexus S – den bedste Android-mobil


Google Nexus S. Foto: Mobilsiden.dk


 


Google Nexus S er uden tvivl, den bedste Android-smartphone på markedet. Når Google selv har kontrollen, kan Android for alvor konkurrere med iPhone.


Googles egen telefon, som er produceret i et samarbejde med Samsung, er landet i Danmark.


Som sådan er Google ikke en mobilproducent, så Nexus S skal mere ses som en reference-telefon, som har til formål at præsentere Googles styresystem Android, samt Googles mange tjenester.


Arbejdsfordelingen mellem Google og Samsung er den, at Google står for softwaren, mens Samsung producerer hardwaren. Markedsføringen sker primært fra Samsungs side.




Google Nexus S. Foto: Mobilsiden.dk


 


Kvaliteten er for dårlig


Det største anke imod Nexus S er indpakningen, som er “plastik overalt”. Og selvom plastik er et let materiale, der reducerer vægten af produktet, er det bare ikke det samme, som f. eks. aluminium eller glas.


Jeg siger ikke, at Samsung bare skal producere en kopi af iPhone. Men netop i et topprodukt, forventes der lidt mere af alle elementer omkring produktet.


Efter at have vænnet sig til plastik-oplevelsen er det dog dejligt, at produktions-kvaliteten er høj, og at intet knager og knirker.


Desværre bliver coveret meget let temmelig ridset – men skærmen ser ud til at holde stand.


 




Google Nexus S. Foto: Mobilsiden.dk


 


God skærm – men!


I USA kommer Google Nexus S med højkvalitets-skærmen Super AMOLED, men i Europa skal vi nøjes med den lidt ringere type S-LCD (Super LCD).


Årsagen skulle være, at der ikke kan produceres nok Super AMOLED skærme, til at mætte efterspørgslen på markedet.


I dagligdagen betyder det måske ikke så meget, da man ikke har produkterne lige ved siden af hinanden. Men jeg synes, det er total træls at vide, at mit produkt faktisk er lidt dårligere, end det burde have været.


Selvom skarpheden og farvegengivelsen er en smule ringere på den danske Nexus S, er fordelen dog, at farverne er mere naturlige, end tilfældet er på en Super AMOLED skærm.


Betragtningsvinklen er i øvrigt ganske fin på Googles telefon. Det er altså ikke sådan, at alt bliver udvisket, når det ses fra siden.


 


 



Web-TV: Super LCD mod Super AMOLED


 


Intet HTC Sense eller TouchWiz


Du skal ikke forvente integreret ur med vejrudsigt, specialtilpassede menuer, FriendStream eller andre af de tilpasninger, som vi lige siden HTC Hero kom på markedet, har været vandt til, når det drejede sig om Android-telefoner.


På Nexus S er forside-skærmene (fem stk) nærmest helt “rene”, og antallet af widgets er yderst begrænset. Du skal altså selv i gang med at finde dine favorit-widgets og programmer i Android Marked . Så på den måde, er Nexus S ikke en ud-af-pakken-oplevelse, da du selv skal gøre en del af arbejdet.


Fordelen er så tilgengæld, at mobilen ikke fra starten er smasket ind i alle mulige brugelige og ubrugelige features; Det man skal bruge installerer man selv. Efter min mening er Android nu så langt fremme i udviklingen, at det reelt ikke er et problem, at den f.eks. ikke har HTC Sense eller tilsvarende.




Google Nexus S. Foto: Mobilsiden.dk


 


Det kører bare – HELT smooth


Indrømmet! Jeg ER hysterisk… når det kommer til oplevelsen af en brugerflade på smartphones – specielt på de dyre, som ofte skal konkurrere med den berømte iPhone, som er nummer ét i smidighed.


Jeg kan finde problemer i alle Android-mobiler! Der er ALTID liiige et eller flere steder, hvor tingene ikke er helt optimale, og ikke helt så fede som på iPhone (nej – jeg bruger ikke selv iPhone til dagligt). Men med Nexus S er det anderledes.


Alle overgange (transisions/animationer) mellem programmer og menuer er HELT flydende, og der er intet, som hakker (lagger). Og på INTET tidspunkt har jeg skulle genstarte mobilen eller benytte taskkiller-programmer, for at få processer stoppet, som er i gang med at dræbe telefonen.


Også applikationerne kører lige den tand bedre, end på andre Android-mobiler.


Dermed ikke sagt, at f.eks. LG Optimus 2X eller Samsung Galaxy S er dårlige – Nexus S er sådan set bare en tand skarpere. Måske fordi, at INGEN andre end Googles folk, har fået lov til at pille i softwaren.


 


Smartdial mangler


Nexus S lider af samme “sygdom” som iPhone; I opkaldstastaturet findes kun tal – og altså ikke smartdial.


Man kan altså ikke begynde at skrive et kontaktnavn, f.eks. “L A R S”, og så få opkaldsforslag frem på kontakter hvor “LARS” indgår. Dette er stærkt irriterende. Specielt fordi funktionen findes på hovedparten af de andre Android-mobiler, der findes på markedet.


Løsningen er i stedet at trykke på “søge” ikonet, som søger i hele telefonen.


Smartdial er bare et must i en telefon, og selvom søgning er fin, så ER det bare langsommere at anvende, når det skal gå stærkt.


 


Dansk SMS-ordbog findes ikke


Helt ærligt. Nexus S kommer med dansk tastatur til SMS, men leveres ikke med dansk ordbog. Og i øvrigt er tasterne på skærmen lige en tand for små, til at være en god oplevelse.


Hvad tænker Google på, når man sender en telefon ud på det danske marked, men fravælger den danske ordbog?


Jeg havde intet andet valg, end at installere Smart Keyboard Pro (Dexilog, LLC), plus dansk ordbog via Android Marked .


Samlet bliver resultatet dog, at SMS-delen ikke er godkendt.


 




Google Nexus S. Foto: Mobilsiden.dk


 


Ingen Facebook i kontakter


I disse Facebook-tider virker det unaturligt, at Facebook ikke er en del af Nexus S. Eller rettere “ikke længere”.


Google har nemlig fjernet muligheden for at synkronisere Facebook-kontakterne med telefonens adressekartotek. Årsagen er vist noget rent politisk fnidder hos Google.


For dig som bruger betyder manglen, at kontakterne ikke linkes med Facebook-profilen – og der mangler altså billede på kontakten. Men hvad der er endnu værre er, at der ikke kan ringes og SMS’es til numre, som kun fremgår af en kontaktpersons Facebook-profil.


Øv, hvor er det træls. Jeg er som bruger ligeglad med, hvad årsagen er, til at funktionen er fjernet – jeg konstaterer bare, at Google har taget noget fra mig, som jeg har haft tidligere.


 


Middelmådigt video- og fotokamera


Både kamera- og videoapplikationen er dejligt lette og enkle at betjene.


Fotos med kameraet på fem megapixels bliver rimeligt pæne, og også makrobilleder står ganske skarpt. Men når der tages billeder med fotolyset bliver billederne grimme og overbelyste – hvilket gør denne foto-lysdiode fuldkommen overflødig.


Videokameaet kan optage i HD-kvaliteten 720p, og gør det okay. Selv lyden er ganske god. Men der er ikke mulighed for at re-fokusere, når man f.eks. går tæt på et motiv under optagelsen – hvilket klart er en manglevare.


Både billeder og video kan fra galleriet, som i øvrigt er fantastisk lækkert, deles på fx Facebook, mail og YouTube – et kæmpe plus.


 


 



Billede taget med Google Nexus S



Billede taget med Google Nexus S 



Billede taget med Google Nexus S


 


God batteritid god lyd


Batteriet i Nexus S er på 1500 mAh, hvilket faktisk er en okay størrelse for sådan en telefon. Ved meget aktive dage, inklusive fuld push-mail synkronisering, er det intet problem at holde strøm fra tidlig morgen til sen aften.


Det er faktisk en af de Android-smartphones jeg har prøvet, som har den bedste batteritid (når man ser bort fra LG Optimus 2X med Dual-Core).


Også lydkvaliteten er god – det vil sige høj, klar og tydelig.


Endvidere kan jeg konstatere, at Bluetooth kører perfekt og GPS-delen er ganske præcis.


Ligeledes skal lydkvaliteten i musikafspilleren have pæne ord med på vej. Ikke mindst fordi der medfølger et ret godt in-ear headset i salgspakken.


 




Google Nexus S. Foto: Mobilsiden.dk


 


Internet kører stærkt


Synkroniserig af kontakter, kalender og mails via både Google Apps, Gmail eller Microsoft Exchange virker glimrende på Nexus S. Men selve internettet er også en lækker oplevelse.


Indlæsningen af selv tunge hjemmesider sker hurtigt, og Adobe Flash er endda understøttet.


Zoom sker ved hjælp af to fingre (pinch to zoom / multitouch), og det er endda muligt at flytte på websiten, mens der zoomes enten ind eller ud.


Jeg synes internetoplevelsen klart er blandt de bedste på smartphone-markedet.


 




Google Nexus S. Foto: Mobilsiden.dk


 


Den totale Google-oplevelse


I denne test af Google Nexus S har jeg påpeget en række af de mangler, som telefonen besidder. Og som du kan læse, er der huller i osten – præcis som iPhone også har mangler.


Det ændrer dog ikke ved, at når man er kommet sig over disse problemer, så er Nexus S en absolut fantastisk oplevelse – den totale Google-oplevelse, kan man sige.


Noget af det vigtigste for mig har været oplevelsen af høj hastighed og stabilitet. Det betyder også, at manglerne ikke trækker nævneværdigt ned, da mange af dem kan løses med applikationer fra Android Marked .


Det er med Nexus S, som med iPhone – dét den kan, kan den nærmest perfekt. Men Nexus S er ikke mobilen til førstegangs-købere.


Derfor ender vi på fem ud af seks stjerner. De fleste producenter af Android-mobiler har meget at lære af Nexus S.


 


Video


Tjek også denne videoanmeldelse.



 


Anmeldt af John G. Pedersen, mobilsiden.dk

Annonce