Forside Nyheder

Massefyringer i Nokia


Her hos Nokia på Københavns Sydhavn forsvinder ca. 950 arbejdspladser  (Foto: Google Streetview)


 


Nokia har droppet Symbian, og det medfører store konsekvenser for mange afdelinger – blandt andet i Danmark.


Nokia rykker alle software-aktiviteter i Symbian-afdelingen til firmaet Accenture, som skal tage sig af de sidste år på platformen. Det skriver Nokia i en pressemeddelse.


Udmeldingen kommer efter, at Stephen Elop, topchef i Nokia, ifølge Computerworld, har bekræftet at Nokia dropper Symbian, når transaktionen til Windows Phone er gennemført.


Udover outsourcingen til Accenture medfører omstruktureringen en tilpasning af Nokias arbejdsstyrke og udviklingsafdelinger.


Ifølge Nokia i Danmark vil det betyde, at selskabet lukker sin udviklingsafdeling i København, og derfor skal afskedige cirka 950 medarbejdere.


Der vil desuden foregå reduktioner af arbejdsstyrken i Finland og Storbritannien. Det skal spare Nokia for driftsomkostninger for én milliard euro i 2013 sammenlignet med 2010.


 


Nokia stadig til stede i Danmark


Hvor udviklingsafdelingen i København skal være lukket inden udgangen af 2012, så fortsætter Nokias danske salgs- og markedsorganisation i hovedstaden.


Nokia vil støtte de afskedigede medarbejdere med et såkaldt Bridge-program, der skal hjælpe dem med at finde nye udfordringer.


Outsourcingen til Accenture for Symbian-afdelingen vil påvirke omkring 3.000 medarbejdere i andre lande.


Disse skal på sigt trænes til, at kunne medvirke i Nokias samarbejde med Microsoft.


 


Kilde: mobilsiden.dk

Annonce