Forside Indhold og distribution Spil nyheder

Agurketid: Brætspillet for Tour-elskere

 


Sommertid er som bekendt agurketid. Af samme årsag vover jeg pelsen og fortæller lidt om noget andet end den elektroniske verden vi til daglig beskæftiger os med. Bare rolig, recordere.dk er ikke ved at udvikle sig til et forum for brætspilselskere, men da vi jo som bekendt er midt i årets Tour de France og soltimerne tilsyneladende lader vente på sig, er der brug for lidt indendørs underholdning.


For et par år siden udkom brætspillet World Cycling Game, et danskudviklet brætspil, der lader dig tage kontrollen over dit helt eget cykelhold. Spillet inkluderer løbene: Liege-Bastogne-Liege, VM 2009, Paris-Roubaix og ikke mindst Le Tour de France!


Rytterne er dem vi kender og er illustreret som små papfigurer. Selve spillet består af små veje som kan sættes sammen alt efter det løb og den etape du vil køre. Derudover afgøres sejrene af terningkast (der er flere forskellige terninger alt efter rytternes evner), specielle handlingskort og endelig dine taktiske samt strategiske evner.


Spillet er bygget op så op til 7 spillere kan deltage, selv kan sammensætte sit hold ud fra ønsker om at køre efter sprintersejre, bjergtrøje eller klassement og spillet stiller dig overfor nogenlunde de samme taktiske overvejelser som Bjarne Riis, Brian Holm og Kim Andersen sidder med i følgebilerne i disse dage.


Pt. har jeg samlet fire venner, der er i færd med at forberede sig til en gang brætspils-Tour de France og planen er at vi søndag den 24, samme dag som Touren slutter, sætter os ned og gennemspiller spillet.


Hvis du, som jeg, er stor fan af cykelsport og ikke mindst Tour de France, og gerne vil udvide din horisont en smule, kunne World Cycling Game sagtens være noget for dig. Men som sagt spiller vi spillet på søndag og vender derefter tilbage med en lille anmeldelse af spillet.


World cycling Game koster 350 kroner og kan bestilles hos http://www.spilcompagniet.dk/World-Cycling-Game-v-20_5323.asp .

Annonce