Forside Nyheder

Nu kommer Asus Eee Pad Slider


Asus Eee Pad Slider kommer med Android 3.2, et integreret tastatur og en tykkelse på blot 16,7 millimeter.


 


Android-tablet med indbygget tastatur rammer de danske butikshylder til efteråret med et prismærke, der siger 4.200 kroner.


Er du på udkig efter en Android-tablet, så bør du måske starte opsparingen nu og vente et par måneder indtil Asus’ kommende Eee Pad Slider rammer butikshylderne. Den taiwanske elektronikgigant har netop bekræftet, at maskinen kommer til Danmark i løbet af efteråret og får en typisk forbrugerpris på omkring 4.200 kroner.


For de penge får du en tablet-computer med 10,1-tommer skærm med 1280 x 800-pixel opløsning og en 1-gigahertz Nvidia Tegra 2-dualcoreprocessor. Det lyder rimelig standard, men derudover får du også et integreret tastatur, der glider ud bag skærmen og gør dig i stand til at bruge maskinen til mere eller mindre seriøse produktivitetsopgaver. Vi forestiller os eksempelvis, at Eee Pad Slider vil fungere fint med Google Dokumenter, og når du skal skrive lange e-mails til chefen.


På trods af tastaturet har maskinen en forholdsvis slank profil med blot 16,7 millimeter i tykkelsen, og den kommer med den nyeste version 3.2 af Android-operativsystemet.


Asus Eee Pad Slider byder på plads til MicroSD-kort, en USB-port samt 5-megapixel kamera på bagsiden og et 1,2-megapixel kamera på fronten til videochat.


Pressemeddelelsen fra Asus nævner intet om batterilevetiden, men Asus har tidligere på året oplyst, at Eee Pad Slider vil kunne levere omkring seks timers brug på en fuld opladning. Der skal sammenlignes med at de fleste andre Android-tablets som Motorola XOOM og Samsung Galaxy Tab 10.1 leverer omkring otte til 10 timers brug på en fuld opladning, og Appels iPad, der også kan holde sig i live i omkring 10 timer.



 



Maskinen har en forventet pris på 4.200 kroner, og en batterilevetid på omkring seks timer på en fuld opladning.


 

Annonce