Forside Nyheder

World TV – TV via nettet


 


Nu bliver det muligt at få et stort udvalg af danske og udenlandske TV-kanaler ind uden parabol. World TV leverer TV via internettet.


Er behovet der for specielle udenlandske TV-kanaler, så kommer man ofte ikke udenom egen parabolantenne. Men hvad hvis man bor et sted hvor det ikke er tilladt at sætte sådan en op, eller hvad nu hvis man gerne vil have en større blanding af udenlandske og danske kanaler?


Selvom løsningen for mange indtil nu har heddet parabol og antenne, så får de nu konkurrence. World TV er en ny TV distributør, der leverer alverdens TV via din internetforbindelse.


I stedet for parabolen får man en lille set-top box, som er lige til at sætte til tv’et. Er man tilfreds med den tv-udbyder, man har i dag, behøver man ikke engang at skifte.


Med World TV får man ifølge direktør Flemming Jensen bare endnu flere muligheder for at se udenlandske tv-kanaler på lokalsproget: “Du vil kunne se alle de kanaler, som du kan i dag. Som et supplement kan du så købe en række lokaltbaserede kanalpakker. Om de skal være fx tyrkisk-, fransk-, engelsk- eller arabisksprogede er helt op til den enkelte husstand”.


Og der er flere muligheder for at se med. Er der rift om TV’et i stuen, er det blot at tænde for computeren eller åbne den bærbare, og se net-tv derfra.


De tekniske krav for at modtage World TV er minimum en internetforbindelse på 2 Mbit/s.


Se mere på World TV


 

Annonce