Forside Nyheder

HTC afslører 10-tommer Android-tablet



Jetstream har hurtig indmad, men kan ikke konkurrere med Samsung og Apple hvad angår industrielt design eller pris.


 


HTCs 10-tommer store Jetstream-tablet har fået sin amerikanske lancering. Den har 1,5-gigahertz processor og 4G LTE-modem, men er heller ikke ligefrem billig.


På søndag kan amerikanerne smutte ud og købe HTCs Jetstream tablet-computer med 10,1-tommer skærm. Der er tale om en veludrustet maskine med en 1,5-gigahertz dualcore-processor og bredbåndsmodem for både HSPA+ og 4G LTE-teknologi, der på sigt lover hæsblæsende hastigheder. Flere danske mobiloperatører er i gang med at udbygge deres LTE-netværk.


HTC Jetstream kommer med Android 3.1 og den første udgave af HTCs Sense-brugeroplevelse, der er lavet til netop det operativsystem. HTC har fået masser af ros for Sense-oplevelsen på sine mobiler, så der er store forventninger til, hvordan det fungerer på en tablet som Jetstream.


Maskinen og kan udvides med op til 32 gigabyte lagerplads via det indbyggede MicroSD-slot., og har et 8-megapixel kamera på bagsiden og et 1,3-megapixel kamera på fronten. Der er tale om en lidt velvoksen sag på 709 gram og en tykkelse på 13 millimeter.


Den virker også med HTC Scribe-pennen, som vi kender fra den mindre HTC Flyer.


Mest overraskende er måske prisen på 700 dollars, svarende til hvad Apple kræver for Wi-Fi-versionen af iPad 2 med Wi-Fi. Sådan en koster 5.100 kroner herhjemme.


Men derudover skal amerikanerne også binde sig til en toårig kontrakt, hvor de betaler mindst 15 dollars om måneden. Det er 720 dollars ekstra oven i.


Det er endnu uvist om HTC Jetstream lanceres på disse breddegrader, men så krydser vi i alt fald fingre for, at prisen kommer noget ned.


 

Annonce