Forside Nyheder

Sådan er Windows Phone Mango: FEDT!


Galleridelen i Windows Phone Mango (Foto: Mobilsiden.dk).


 


Eksklusivt: Mobilsiden.dk har testet Windows Phone 7 Mango. Her kan du læse deres oplevelse af, hvordan det virker.


Windows Phone er måske den nye sort på mobilmarkedet. Vi har testet hvordan den nye opdatering virker.


Forud for denne test skal du være opmærksom på følgende forhold:



  • Mango er kodenavnet på den næste store opdatering af Microsofts Windows Phone 7 styresystem til smartphones. Mango omtales også som Windows Phone 7.5.

  • Mango giver blandt andet dansk tastatur og ordbog, men ikke dansk brugerinterface. System-sproget er en sprogupdate, som frigives separat.

  • Vi kører Windows Phone Mango på en Samsung Omnia 7-hardware. Der kan være forhold som er hardware-afhængige, og derfor ikke er helt den samme oplevelse som på andre modeller.

 


Testen er i gang


I november 2010 testede jeg for første gang en smartphone med Windows Phone 7, Microsofts bud på et comeback på mobilmarkedet. Resultatet var overraskende positivt, og viste klart, at Windows Phone havde et kæmpe potentiale.


Siden da har Nokia meldt ud, at deres primære smartphone-strategi i fremtiden hedder Windows Phone, hvilket vil booste udbredelsen markant.


Den første Windows Phone-release havde en række begrænsninger i forhold til det danske marked, og det har den nye også. F.eks. kan der ikke streames musik via onlinetjenesten Zune. Alligevel bevæger platformen sig den rigtige vej.


 




Tastaturet på Windows Phone Mango (Foto: Mobilsiden.dk).


 


Sproget er dansk i beskeder


Den allerstørste nyhed, og faktisk også det, som har været det største argument imod Windows Phone, er sproget. Hidtil har enhederne ikke haft hverken dansk tastatur eller ordbog, hvilket har været et kæmpe irritationsmoment.


Med Mango introduceres det danske tastatur inklusive ÆØÅ direkte fremme, uden der skal bruges funktionstaster. Ligeledes findes også dansk ordbog, som kommer med forslag, og retter mens der skrives.


Ordbogen fungerer lidt anderledes, end det vi ser på f.eks. Android-mobilerne, men det kommer alligevel hurtigt ind i fingrene, og efter nogle dage har man lært, hvordan det virker.


Tastaturet har desuden en tast til smileys, samt komma og punktum. Dette hører klart til på plussiden.


Der er ikke mulighed for at vælge T9-tastatur i besked-delen. Derimod kan tastaturet blive større, ved at holde mobilen horisontalt.


Som nævnt i indledningen er der med Mango-releasen ikke dansk sprog i menuerne.


 


Meget følsomme taster


Jeg husker fra min test af Samsung Omnia 7 sidste år, at den virkede ret overbevisende, når der skulle skrives beskeder. Og dette er stadig tilfældet på Mango-updaten.


Tasterne på skærmen er følsomme og ganske præcise. Enheden reagerer altså så snart man rammer tasten. Der er ingen ventetid, eller fornemmelse af, at tasturet og bogstaverne ikke følger med, når der skrives.


Om tastaturet er bedre på iPhone eller Android tror jeg ikke man seriøst kan mene noget om. Dette punkt tror jeg handler meget om ens egne vaner. Jeg har i hvert fald ikke haft problemer med at skrive beskeder, hurtigt.


 


Klip og sæt ind


En af de andre nyheder i Mango er copy/paste.


Når der skrives SMS’er eller anden tekst, så kan der kopieres ved at holde kortvarigt på ordet, hvorefter et par markører kommer frem. Markeringen kan udvides ved at trække i disse. Et lille ikon viser sig, når man har noget i clip-boarded, der kan sættes ind.


I mails og i Internet Explorer kan der også kopieres. Igen er det blot at sætte fingeren på et ord, hvorefter der ganske enkelt kan markeres og kopieres.


Kopier / sæt ind virker på tværs af mobilens funktioner. Der kan altså sagtens kopieres noget fra en website, som efterfølgende sættes ind i en SMS eller mail.



 



Multitasking på Windows Phone Mango (Foto: Mobilsiden.dk).


 


Multitasking – tjo, men ikke helt


Flere programmer kørende på én gang er nyt i Windows Phone Mango, i forhold til den første version. Men det med at “cykle og tygge tyggegummi” samtidigt, er ikke noget Windows Phone klarer så godt.


Man kan godt skifte mellem f.eks. mail og Internet Explorer, men så stopper festen også. Når jeg f.eks. åbner Tunein Radio (radioapplikation), så stopper afspilningen, så snart der vælges en anden applikation.


Og når man spiller Angry Birds, og går til en anden funktion, så starter mobilen spillet helt forfra, når man igen vælger spillet via multitasking-funktionen. Så når du er nået langt i spillet så bed til, at du ikke får en SMS eller telefonen ringer, imens du spiller.


Mon ikke at udviklerne, som tilfældet var da iPhone fik multitasking, skal tilpasse applikationerne til at understøtte multitasking i Windows Phone Mango.


Multitasking-vinduet åbnes i øvrigt ved at holde tilbage-tasten nede i få sekunder.


 


Holder stadig godt på strømmen


Windows Phone er stadig god til ikke at tømme batteriet. Det er almindeligt kendt, at iPhone i forhold til Android er meget strømøkonomisk, og Windows Phone er klart på siden af iPhone.


I Mango findes nu også en strømsparefunktion, der deaktiverer f.eks. e-mail synkronisering, når niveauet for strøm bliver kritisk.


På Android-telefoner med en tilsvarende funktion har jeg oplevet, at den langt fra er stabil, men ofte glemmer at slå funktioner til, når batteriniveauet igen stiger. På Windows Phone er det lige modsat. Her kører strømsparedelen HELT perfekt.


Til trods for intensivt brug, og et par mailkonti der kører push-mail, så er det endnu ikke lykkedes mig at tage livet af mobilen på en arbejdsdag. Jeg er sikker på, at brugere som ikke har et nær så intensivt mobilbrug som mig, godt vil kunne få et par dages strøm ud af mobilen.



 



Windows Phone Mango (Foto: Mobilsiden.dk).


 


Meget smidig og hurtig browser


Glem alt om internet-sider der hakker, når man scroller eller zoomer, eller som indlæser gabende langsomt. Internet Explorer 9 er lynende hurtig, selv via 3G-forbindelsen.


Selv imens en stor side indlæses, kan der navigeres rundt på det indhold, som allerede er indlæst, uden at det hele låser sig fast.


Sider som indeholder Youtube-videoklips fungerer også, men videoerne åbnes i Youtube-applikationen, og afspilles altså ikke direkte på websiden.


Microsoft har valgt endnu ikke at inkludere understøttelse af Adobe Flash, men har i stedet som Apple satset på HTML5.


Jeg kan kun sige, at netoplevelsen på Windows Phone hører til blandt de allerbedste jeg har prøvet på en smartphone.



 



I Windows Phone Mango kan man se Facebook-status på sine kontaktpersoner (Foto: Mobilsiden.dk).


 


Ingen internet-deling, endnu


Trådløst netværk er en fornøjelse at anvende. Der er ingen “nørd”-opsætning. Alle kan være med!


Netværk, som mobilen ikke kender, foreslås automatisk i toppen af skærmen, og ét klik på linjen, bringer feltet med kodeindtastning frem. Derefter skal man aldrig gøre mere. Nu er trådløst netværk, bare noget mobilen hopper på, når det er der. Det interessante er, at jeg ikke fornemmer, at det sluger en masse strøm, selvom det er aktiveret uden at blive brugt.


Desværre indeholder Windows Phone endnu ikke mulighed for at lave mobilen om til et trådløst hotspot , så her er den altså bagud i forhold til konkurrenterne. Spørgsmålet er, om ikke Microsoft får denne funktion med i en kommende opdatering, da de fleste konkurrerende produkter har muligheden.



 



Det er i Windows Phone Mango muligt at opdatere sin Facebook status og tjekke ind på steder. (Foto: Mobilsiden.dk).


 


Grupper af personer


Hvis du har et par mailkonti kørende på forsiden, og får du som jeg mange mails, så kan det være uoverskueligt, når der står “50 ulæste” beskeder. Gruppe-funktionen kan hjælpe dig til at overskue henvendelser fra primære kontaktpersoner.


Det er virkeligt enkelt under “People” at oprette f.eks. “Arbejde” og “Privat” grupper og tilføje relevante kontaktpersoner i disse.


Når gruppen efterfølgende monteres på forsiden, vil der stå, hvor mange henvendelser der er fra personer i gruppen. Det betyder altså et meget stort overblik over ens mails og beskeder.


Inde i gruppen kan du også se “whats new” som er seneste Facebook updates, udelukkende fra personer i gruppen. Fanen “Pictures” i en gruppe, viser fotoalbums fra personerne.


Gruppefunktionen giver også mulighed for, med ét tryk, at sende fælles SMS eller mails til medlemmerne.


Dine kontaktpersoner ligger under “People”, og her kan du se alle dine personers opdateringer, billeder, seneste henvendelser osv.


 


Facebook inside med chat


I Windows Phone er det som udgangspunkt ikke nødvendigt at have en særlig Facebook applikation, da det populære sociale medie er dybt integreret i systemet fra starten.


Som nævnt tidligere i denne anmeldelse kan enhver kontaktpersons Facebook-status læses under både “Whats new” i “People”, eller ved at åbne selve kontaktpersonen.


Du kan også synes godt om statusopdateringer samt skrive kommentarer, og naturligvis poste din egen kommentar, eller uploade fotos direkte fra galleriet – i sidstnævnte mulighed kan man endda tagge de personer, som er på billedet.


Men også i SMS/besked-delen er Facebook kommet med ind. Mens der SMS’es med en person, kan man fra samme samtale skifte til Facebook-chat, og tilbage igen. Hvis den du skriver med pludselig går fra SMS til Facebook, så skifter inputfeltet på mobilen til at svare til Facebook i stedet for SMS – eller, sådan burde det virke.


Jeg nemlig oplevet, at hvis skiftet sker mens chat-tråden er åben, så skal man selv manuelt vælge, hvilket medie man vil svare til. Det andet virker kun perfekt, hvis man går på forsiden, og venter på den næste besked.


Mon ikke det er meningen, at mobilen selv skal finde ud af det, uanset hvor man er i systemet? Vi håber på en fejlrettelse fra Microsoft.


Selvom Facebook-integrationen også under “Profile” indeholder notifikationer, så kommer systemet desværre ikke med en push-besked på skærmen, når der f.eks. er en der skriver på ens væg. Det er lidt øv.


Windows Phone gør også brug af Facebook-places, så man kan angive, hvor man er ved at tjekke ind.



 



Med Windows Phone Mango er der mulighed for at SMS’e og chatte på Facebook i den samme tråd (Foto: Mobilsiden.dk).


 


En masse andet


Windows Phone Mango har en helt bunke nye funktioner, store som små, ud over dem vi har omtalt her. F.eks. AppChecker, der automatisk fortæller hvilket programmer, der er nødvendige, for at åbne forskellige filtyper og tråde i e-mails, samt mulighed for at sætte flag på dem.


Desuden er der en lang række fejlrettelser og systemforbedringer, vi som brugere ikke lægger mærke til.


Det man dog noterer sig er manglen på applikationer i Windows Marketplace. Der er langt fra det antal, som findes i Android Market og Apples App Store, men Microsoft arbejder uden tvivl på at optimere kraftigt på dette punkt.


 


Windows Phone ER fedt


Windows Phone er et friskt pust, som klar viser en ny retning for smartphones. Jeg synes iOS på iPhone og iPad virker gammeldags, i forhold til Windows Phone, som KLART er MEGET MEGET mere smidigt end Android.


Ulempen for nogle brugere er dog, at der på forhånd er taget nogle valg som bare ER sådan, og ikke kan ændres. Altså mindre valgfrihed i dagligdagen, men også et system der bare kører.


Jeg kommer ikke med en karakter, da denne gennemgang er baseret på opdateringen af en gammel hardware. Men når Nokia kommer med deres Windows Phone smartphones, er jeg SLET ikke i tvivl om, at de over tid bliver et kæmpe hit.


 


Testet af John G. Pedersen, mobilsiden.dk

Annonce