Forside * Nyheder

Harddiske kan blive en mangelvare


Elektronik-priserne ventes på vej op, efter at oversvømmelser i Thailand har ramt verdens harddisk-produktion.


Hvis du mangler en ny harddisk eller to, så er det et godt tidspunkt nu. For der spås både varemangel og højere priser som følge af de værste oversvømmelser i Thailand i 50 år. Det skriver Wall Street Journal i deres magasin All Things D.


Harddisk-producenten Western Digital har suspenderet produktionen i Thailand, og venter at skulle bruge tid på genopbygning når oversvømmelserne er væk.


Seagate er også berørt, da flere af deres underleverandører ligger i de ramte områder. I en meddelelse udtaler de: “Skadernes omfang, og de omfattende forsyningsproblemer forårsaget af forstyrrelserne, giver vores branche betydelige problemer som vil strække sig over flere kvartaler”.


Da Apples topboss Tim Cook havde statusmøde med analytikerne i tirsdags lød vurderingen, at de ikke ville være i stand til at levere ligeså mange computere her i 4. kvartal som forventet, og at problemerne sandsynligvis vil fortsætte ind i næste år. Og det var hans vurdering, at hele branchen rammes.


Hvad vil det så betyde? Jo, som Apple bossen er inde på vil det betyde færre produkter på hylderne de næste måneder, måske et halvt år fra nu, og priserne vil gå op på produkter med harddisk.


En forsigtig vurdering fra IHS iSupply som AllThingsD har talt med lyder at verdensproduktionen af harddiske falder med omkring 30%, fra 176 mio. enheder per kvartal til 125 mio. enheder.


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.