Forside Detail

Nu kommer Experts kæmpe-butikker

 
Recordere.dk illustration. Det nye navn er ikke fastlagt endnu.


 


Mindst otte nye kæmpevarehuse er på vej til Danmark. Expert-kæden står bag den øgede konkurrence om elektronik-kunderne i Danmark.


Expert udvider i Danmark med 8-9 kæmpevarehuse. Det skriver crn.dk


“Det handler om, at vi bliver nødt til at se på vores forretningsstruktur, hvor vi er meget stærke ude i lokalområderne, men knap så stærke i de større danske byer. Det betyder, at der er et marked, vi ikke har så godt fat i i dag. Ved at lancere det nye koncept styrker vi vores samlede muligheder,” fortæller Expert Danmarks direktør Lars Christensen til crn.dk.


De nye butikker bliver på op til 3.500 kvm, og vil indtage de største danske byer.


Konceptet bliver anderledes end den normale Expert-forretning. I kæmpebutikkerne lægges fokus på stort udvalg, lav pris samt et familieunivers ala IKEA hvor børnene kan lege mens forældrene handler ind.


De nye butikker er en del af en større nordisk strategi, hvor Expert vil erobre markedsandele. Den første butik åbnede i Norge for få måneder siden.


 

Annonce