Forside Indhold og distribution Spil features

Spilanmeldelse: Forza Motorsport 4


 


Xbox 360´erens flagskib indenfor bilspil er igen klar til at henrykke befolkningen. Vi har sad os bag rattet til en testtur.


Forza Motorsport 4 losser alle der troede at Xbox 360 havde nået sit maksimum, godt og grundigt i bagperronen! Forza Motorsport 4 er måske ikke ligeså realistisk som PlayStation 3 spillet Gran Turismo 5 (hvis man kan tale om realisme indenfor konsolspil vel at mærke), men til gengæld er det fra første sekund medrivende, spændende og pokkers indbydende for alle med fart i blodet.



Forza 4 lægger hovedvægten på realisme, men har så tilpas meget arcadestil over sig, at man ikke havner i situationer, hvor bilerne snegler sig afsted og der skal køres adskillige gabende kedelige løb, før de lækre biler kan tilegnes. Selv min første bil, en knap så spiff Toyota Aygo, lød nærmest lækker når den med voldsomt mange omdrejninger blev revet rundt på de indledende baner.


Fra den første bil er Forza 4 et sandt overflødighedshorn for bilfans. Bilerne er ekstremt detaljerede og kan besigtiges, vendes og drejes for ikke at glemme at du kan justere, opgradere og ændre på livet løs. Dette har ikke bare kosmetisk betydning, men kan i høj grad mærkes når du tager biler ud på de mange baner og vejstrækninger der bydes på.


Glimrende karrieredel


Hovedvægten i Forza Motorsport 4 ligger i karrieredelen, der uden at sammenligne for meget med Gran Turismo 5, er lidt mere lineært opbygget. Du kan med andre ord ikke i samme grad vælge, hvordan du vil opbygge din karriere og der skal ikke samles penge ind for at kunne købe bil og lignende. Du sendes derimod ud i den store verden, hvor diverse løb skal vindes, mens nye biler tilegnes, nye turneringer åbnes og så fremdeles. Dette betyder at man kan læne sig tilbage mellem løbene og undlade at bruge en hulens masse tid på at finde et løb, der tiltaler en. Det er rart da næsten alle løb er spændende og byder på aggressive modstandere, der ikke er blege for at køre dig, eller hinanden af banen, hvis det er nødvendigt. Dog virker modstanderne ikke altid lige kloge og alvorlige kørefejl ses ind i mellem fra computerens side, fejl som virker lidt underlige, hvis det skal forestille at en professionel racerkører sidder bag rattet.



Smukkere end virkeligheden…næsten


De tidligere spil i serien var alle garant for nydelig grafik, noget Forza Motorsport 4 formår at løfte til nye højder. Jeg har gennem et stykke tid følt at Xboxen mere og mere blev overgået af den konkurrerende PS3, og derfor er det endnu bedre at kunne konstatere, at Forza 4 er mindst ligeså smukt, hvis ikke smukkere end tidligere nævnte Gran Turismo 5. Ser du spillet fra cockpittet, er interiøret gennemført, om end man ikke har voldsomt megen tid til at studere det. Det der imponerer mest er dog banerne og deres omgivelser. Når lyset skinner igennem trætoppene langs vejkanten og bladene fyger over kørebanen, mens man blæser derudaf i et hæsblæsende tempo, fåes det simpelthen ikke meget flottere. Der er kælet for hver en deltajle og det er kort og godt en fornøjelse at se på.



Lydsiden har ligeledes fået et pift i den rigtige retning og der er vist spenderet en time eller to på at optage lyde fra de rigtige biler, smukt arbejde!


Bliver du træt af at køre alene bydes der på en stor og det meste af vejen velfungerende onlinedel, hvor masser af spillere er at finde. Eneste anke er at spillet ikke har indelt bilerne i kategorier, hvilket betyder at formel 1 biler stiller op mod hatch-backs og lignende. Dette kan undgåes ved at indstille søgefelter inden løbene, men quick-races sætter altså alle op mod alle.


Kinectstyring, er det det nye sort?


Smag og behag er selvfølgelig forskelligt, men i min verden bliver det et rungende nej! Kort fortalt kan du med kinect styre bilen ved at holde hænderne foran dig som sad du med at rat i hånden. Det i sig selv fungerer faktisk udmærket og kameraet opfatter, hvad du laver, hvis rummet er ordentlig oplyst vel at mærke. Desværre kan kameraet ikke forstå om du jokker på speeder eller bremse, hvorfor dette klares af spillet selv. Alt du skal gøre er derfor at styre bilen, og det er ikke sjovt i det lange løb. Funktionen er udmærket til de yngre spillere, men mere end det bliver det vist ikke til.



Konklusion


Har du en Xbox 360 og er du til bilspil er der egentlig ikke så meget at rafle om. Forza Motorsport 4 er et supergodt bilspil, der fortjener at være i din spilsamling. Der er masser af timers underholdning i singleplayerdelen, hvorefter du finder tonsvis af spiltid online, hvor der kan køres mod hinanden eller i klaner, hvor I skal køres som teams mod hinanden. Grafisk er Forza 4 det smukkeste bilspil på Xbox 360 og muligvis det smukkeste til nogen konsol overhovedet. Forza Motorsport 4 har de store lapper fremme og formår både at indfange arcadestil samt realisme i et lækkert og gennemført produkt.


Plus: vellavet, velkørende og utrolig smukt at se på, mange timers underholdning både off- og online. Bedste bilspil på markedet til Xbox 360.


Minus: småkikset musik under løbene, kinectstyring har ikke meget at byde på.


Karakter: 90 %


 


Udgiver: Microsoft


Ude nu til Xbox 360

Annonce