Forside Indhold og distribution Musik

Google er din nye koncertguide


Google vil forfærdelig gerne være noget ved musikken. Men ifølge det amerikanske tech-website CNET går det ikke helt efter planen.


Angiveligt har Google måttet gå til pladeselskaberne og fortælle, at de ikke har ramt de nøgletal, som de havde håbet på, hvad angår downloads og opmærksomhed.


Så nu prøver Google noget andet for at få dig til at tænke Google og musik i samme sammenhæng. Først og fremmest vil Google være din nye koncertguide. Hvis man på google.com (altså den amerikanske afdeling af Google) søger på halvstore og store koncertnavne, finder man nu blandt søgeresultaterne også koncertdatoer for det enkelte band. Lokationsbestemt, naturligvis, så du kun ser de koncerter, der finder sted i nærheden af dig. Som det f.eks. kan ses i billedet ovenfor, hvor et af medlemmerne fra gruppen Weezer skal spille med et helt andet band på en klub i Los Angeles, kan Google også finde relaterede koncerter til dig.


Mangler stadig markedsføring


Samtidig er bands, der lægger deres musik ind på MySpace, begyndt at få en prominent placering i Google. For det første dukker MySpace-siden nu op som et af de første søgeresultater, for det andet bliver der nu linket direkte fra søgeresultaterne til musiknumrene på bandets MySpace-profil, så musikken går igang med at spille, så snart man forlader Google.Et eksempel kan også ses nederst i ovenstående billede. Måske kan det være med til at give MySpace en renæssance, efter sitet er blevet erklæret dødt flere gange.


Google forventer dog stadig at gøre en del ud af Google Music, som de ifølge artiklen på CNET slet ikke er begyndt at markedsføre ordentligt endnu.

Annonce