Har du købt et TV, hvis TV-tuner ikke kan modtage signaler i MPEG-4-kompression, men kun MPEG-2? “Glemte” de at fortælle dig det nede i butikken? Så har du ret til at få pengene tilbage. Det har Østre Landsret fastslået idag.
Den gængse Recordere.dk-læser er formodentlig fuldkommen klar over forskellen på MPEG-2 og MPEG-4 og har formodentlig også så hurtig en udskiftning af TV-apparet i stuen, at nedenstående nyhed er komplet overflødig. Men skulle man nu alligevel være interesseret i forbrugerrettigheder eller kende nogen, der er ramt af situationen, bør man lige læse med.
I dag fastslog Østre Landsret, at man er blevet snydt, hvis man har købt et fjernsyn med en digitaltuner, der kun kan dekode MPEG-2-kompression og ikke MPEG-4, og ekspedienten i butikken ikke har gjort opmærksom på det. Det skriver Ekstra Bladet. Man begyndte at benytte MPEG-4-kompressionen i det danske DTT-net i november 2009, Fra i år er de store public service-kanaler (DR1, DR2, TV2 og regionerne) gået over til MPEG-4-kompression, og det betyder, at alle dem med et TV, der ikke kan dekode MPEG-4, skal ud og købe en MPEG-4-boks.
Detailbranchen har vidst, at skiftet var på vej siden 2007, hvor beslutningen blev taget om overgangen til MPEG-4. Har man købt et TV i perioden efter, der ikke kan klare MPEG-4 uden at blive oplyst herom, kan man kræve sine penge tilbage. Man skal dog klage indenfor to år af købet – og man skal formentlig kunne godtgøre, at man ikke er blevet vejledt, hvilket kan være en udfordring.
Det er Forbrugerklagenævnet, der på baggrund af over 100 klager i første omgang har truffet afgørelsen, der så blev anket til Østre Landsret af Dansk Erhverv, der repræsenterer forhandlerne. Østre Landsrets afgørelse faldt dog også ud til kundernes fordel, og nu overvejer Dansk Erhverv, om afgørelsen skal på højesteretsniveau.
Du kan læse mere om situationen hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.