Forside Nyheder

Spilanmeldelse: Uefa Euro 12 (DLC)

EM i fodbold er nært forestående, hvorfor EA vanen tro er klar med et spil, der fokuserer på slutrunden. Som noget nyt udgives spillet denne gang kun som tilføjelse til FIFA 12.

Først skal lyde en stor ros til EA for at udgive Uefa Euro spillet som DLC til FIFA 12. Tidligere har slutrundespillene nemlig været separate udgivelser. At det denne gang ligger inde i selve FIFA 12 spillet, kan vise sig ganske genialt. Dels har FIFA 12 en gigantisk fanskare som allerede har spillet derhjemme og dels er prisen nu noget mere spiselig. UEFA EURO 12 DLC´en kan erhverves for 199 kr, måske stadig lidt højt sat, men absolut mere acceptabelt end tidligere, hvor spillet blev solgt til normal spilpris.

Hvad får man for pengene?

Det første man lægger mærke til er menuer og farver, der har fået en overhaling og nu holdes i lilla! Inspirationen er taget direkte fra den kommende slutrunde, så hvad enten man kan lide den eller ej, er der en årsag til valget.

Slutrunden er naturligvis hovedelementet og kan spilles både off- og online. Offline er holdene inddelt i de rigtige puljer (man kan dog skifte hold ud, hvis man ønsker det), ligesom tøj og stadions også er de officielle. Endelig er kommentatorsporet ændret, så det passer til en slutrunde. Kommentarerne er generelt rigtigt gode selvom enkelte fejl dog har sneget sig ind. Bl.a. udtalte en kommentator efter Danmarks første puljekamp, at han ikke vidste hvornår holdet skulle spille igen (så tag da lige og kig i EM programmet!). Men overordnet set rammes der plet og stemningen løftes. 

Du kan også vælge at spille EM-slutrunden online. Det fungerer stort set som offline, dog møder du ikke nødvendigvis de hold som er i den rigtige pulje. Onlinedelen skiller sig ikke voldsomt ud fra den normale FIFA 12 onlinedel, dog med det twist, at du altså nu spiller EM med hvad dertil hører af puljekampe, efterfølgende knockout fase sejrsceremoni mv.

Ny spilmode og flere velkendte

Ekspedition er en ny tilføjelse til FIFA og bringer brætspilselementer fra f.eks RISK ind i sportens verden! Det lyder måske lidt underligt, og fungerer på følgende måde:

Du vælger en favoritspiller eller din virtuelle Pro til at lede dit hold. Derefter får du en række ukendte og temmeligt ringe spillere til din rådighed. Målet er så at erobre lande og samtidig bygge det bedst mulige hold op. Ved at vinde kampe, åbnes veje til nye lande. Tabes kampe, forsvinder vejene. Hvert land skal slås tre gange før du får adgang til deres allerbedste spillere. Hver sejr giver, ud over en ny spiller til dit hold, også en brik til en større EM billede du kan samle.

Ideen omkring ekspedition er god synes jeg, men jeg kunne godt ønske mig lidt mere variation. Der er visse ligheder med RISK, men hvorfor så ikke gøre det muligt for modstandere at kunne angribe dine territorier, at nederlag betød at du mistede en spiller og endeligt ærgrer det mig at spilmoden ikke kan spilles online, mod levende spillere fra de respektive nationer? En onlinedel her havde især løftet Espedition gevaldigt.

Sidste mode er Challenge, der fungerer præcis som du kender det i FIFA 12, men i stedet fokuserer på kvalkampene op til EM samt slutrunden selv. EA lover at der løbende vil blive tilføjet nye- og især under slutrunden, aktuelle scenarier.

Store tekniske problemer

Efter at have testet den ny DLC kan jeg konstatere at EA i den grad bør justere DLC´en inden et køb på nogen måde kan berettiges. Problemerne handler om at DLC´en alt for ofte går ned. Det sker som regel under opstart, men kan også ske undervejs før kampene. Derudover er onlinedelen ganske ustabil og crasher somme tider under kampene (min netforbindelse er fin og der er ingen problemer online i FIFA 12 delen). Efter crash skal playstationen slukkes og FIFA 12 igen startes op. EA skulle angiveligt være klar over problemerne og arbejder på en løsning.

Konklusion

UEFA EURO 12 DLC´en giver dig Ekspedition mode, nogle nye challenges og selve slutrunden. Derudover bydes der på et nyt kommentatorspor, ligesom stadions, menuer og farver matcher det vi vil se i tv til sommer. Gameplayet er fuldstændig uberørt (gudskelov!) og der kræves FIFA 12 for at kunne spille EM-spillet.

Om ovenstående er tilstrækketligt til at du vil smide 199 kr. for pakken, eller om du synes at der er tale om gammel vin på nye flasker, afhænger nok af hvor stor FIFA fan du er.

De store tekniske problemer trækker dog så voldsomt ned at jeg pt. ikke kan anbefale et køb af DLC´en. Jeg giver et pip såfremt problemerne løses. 

Jeg har valgt ikke at give karakter da dette ikke er et enkeltstående spil, men “kun” en DLC.

 

Annonce