Forside Nyheder

Dropbox-skattejagt: 100GB resten af livet


Man kan sige, at de tager den skærpede konkurrence fra Google, Microsoft og Apple med ophøjet sindsro ovre hos Dropbox. I stedet for at dumpe priserne, har de i stedet lanceret en skattejagt.


Sidste år løb Dropquest af stabelen første gang. Dropquest er en skattejagt, arrangeret af Dropbox, hvor man igennem en række gåder og søgninger skal forsøge at finde “skatten”. Alle, der gennemfører, får 1GB gratis lagerplads smidt oven i ens nuværende abonnement. Men er man den første, der når frem til skatten, får man ud, over en række Dropbox-merchandise, et løfte om altid at have 100GB gratis til rådighed resten af sine dage.


Med den hastighed, lagerplads udvikler sig for tiden, og efterhånden, som filer fylder mere og mere, vil 100GB formodentlig holde cirka lige så længe som en snebold i helvede, når vi bare kommer fem år ud i fremtiden. Men derfor kan Dropquest II da alligevel være meget sjov at prøve.


Du kan læse mere om Dropquest II HER, hvor du også kan melde dig under fanerne. Men skynd dig. De andre har haft siden lørdag, så de har et forspring.

Annonce