Forside Nyheder

Spilanmeldelse: Resistance Burning Skies (PS Vita)

Hvis du har spillet Resistance på PlayStation 3, kender du historien om Chimeraerne, deres invasion af jorden og menneskenes håbløse kamp for overlevelse. Hvis Vita udgaven, med undertitlen Burning Skies, er din debut i frihedskampen, så spænd dig godt fast og forbered dig på en glimrende oplevelse. 

Historien
Resistance Burning Skies foregår i USA i 50´erne. Chimeraerne har indtaget Europa og de første spæde skridt mod en invasion af de forenede stater tager form. Regeringen forsøger at nedtone begivenhederne og på vanlig amerikansk maner, signaleres det at de er mere end forberedt og at fjenden ikke har en chance. Som brandmanden Tom Riley kastes du dog hurtigt i kamp mod de Chimeraer, der selvfølgelig allerede er i landet og da du splittes fra din kone og søn, kan du helt og holdent hellige dig kampen mod den overvældende og skræmmende fjende. 
 
I løbet af spillet teamer du op med en kvindelig modstandskæmper, Ellie, og sammen arbejder I dels for at nedkæmpe fjender, og samtidig redde så mange civile som muligt, herunder finde din kone og søn, der viser sig at være taget til fjendens lejre.
Historien er som i de andre Resistance spil ikke overdådig, men den fungerer og tjener som tilstrækkelig grund til at nakke flest mulige fjender på din vej. Ind i mellem springer historien en smule, ligesom Ellie har det med på mirakuløs vis at kunne finde meget lettere veje end dem du vælger. Det mærker man f.eks når man har mejet dusinvis af fjender ned, hvorefter Ellie blot står for enden af banen og venter på dig!
Bortset fra disse små platheder fungerer historien fint og underbygges af små cutscener og tegninger med underliggende propagandaradio, der undervejs begynder at tale om denne mystiske brandmand, altså dig, der næsten egenhændigt har nedkæmpet hundredevis af fjender.
 
Lækre våben
Noget af det der kendetegnede PS3 spillene var et fremragende udvalg af våben. Disse er også  at finde i Resistance Burning Skies. Har du ikke kendskab til serien, kan du glæde dig til våben der kan skyde gennem vægge, armbrøst med indbygget pumpgun, sømfyldte håndgranater og meget meget mere. Alle dine våben har en sekundær funktion og det er her at serien virkelig skiller sig ud fra andre skydespil. 
Lad mig give et par eksempler. Et våben kan f.eks tagge fjenderne så du fra skjul rammer fjender uanset hvor de er. Et andet kan sætte et skjold op foran dig så du kan stå og skyde udækket. Et tredje sender droner afsted som selv opsøger fjenderne, eller hvad med minekasteren, som lægger en mine klar til du ønsker at detonere den. Der er masser af lækre funktioner og det fede ved dem er, at de hver især tjener et formål alt efter hvilke fjender du står overfor samt det område i kæmper i.
 
Ingen af våbnene føles ubrugelige og som en ekstra krølle, kan du undervejs opgradere dem alt efter behag. Alle våben kan modtage 2 opgradringer, men da de hver har seks mulige opgraderinger, handler det om at prioritere udfra den spillestil du ønsker. Våbnene er kort sagt det der definerer Resistance Burning Skies.
Trykfølsomme granater
Resistance Burning Skies blander brugen af knapper og de trykfølsomme skærme på fin vis. Styringen med de to analogpinde er fantastisk og det føles fuldstændig som sad man med sin PS3 controller i hånden når der manøvreres rundt på banerne. Granater kastes ved tryk på skærmen, mens spurt kan klares enten med tryk på en knap eller dobbelttap på bagsidepanelet. Her skal man dog ind omkring midten af bagsidepanelet før dit tryk registreres, hvilket kræver noget tilvænning under kamp. Derudover aktiveres våbnenes ekstrafunktioner typisk via skærmen, ligesom du som den brandmand du nu engang er, altid har en økse tilgængelig i form af et skærmikon der blot skal trykkes, hvis øksen skal i brug. Det fungerer alt sammen rigtig fint og kombien af knapper og skærm giver bare noget du ikke kan finde andre steder. 
 
Grafik og lyd
Vitaens højtalere er ikke alt for imponerende når skud, eksplosioner og dommedagsstemning skal gengives. Jeg vil anbefale at du investerer i et par fornuftige lyttebøffer for at få den bedste oplevelse. Dog vil jeg lige indskyde at enkelte våben alligevel godt kan lyde en anelse for fesne efter mit øre i hvert fald. Den grafiske side er acceptabel og lægger sig egentlig ret tæt op ad den vi så i PS3 serien. 
Vita opruster
Efter en udmærket launch har det været så som så med lækre Vita titler. Det laver maj måned heldigvis om på må jeg sige. Først fik vi Gravity Rush og nu altså Resistance Burning Skies. Resistance Burning Skies er ikke bare en åndet klon af PS3 udgaven, men sin egen. Det har en ny helt og drager god brug af vitaens styrker uden det virker forceret. Historien er fornuftig og længden af spillet ligger vel omkring de 7-10 timer alt efter dine evner naturligvis. Skydespil på en håndholdt har ikke været bedre og især de to analogpinde gør at Vitaen, og i dette tilfælde Resistance Burning Skies, skiller sig ud når det kommer til den rent gameplaymæssige oplevelse. 
 
Multiplayer er ikke testet.
 
Karakter: 8/10
 
Ude til PlayStation Vita den 30 maj.
Annonce