Forside Nyheder

Analyse af den nye MacBook Retina-skærm


Websitet Anandtech har allerede analyseret den nye skærm på 15″ MacBook Pro.


 


Som man kan læse HER er der stor debat på Recordere omkring den nye Retina-skærm, som Apple netop har smidt i deres 15″ MacBook Pro. Men hvis man gerne vil have noget lidt mere faktabaseret at debattere om, så kan man eventuelt slå over på Anandtech.com, hvor de allerede her 24 timer efter lanceringen har en fuld analyse af skærmen og dens evner.


Der er et par overraskelser blandt Anandtechs konklusioner. F.eks. har de målt på kontrast og sort/hvid-gengivelserne, og ganske overraskende er Apples MacBook Retina-skærm kun en anelse bedre til sort-gengivelse end Asus Zenbook Prime UX21A, mens Mac-skærmen er rimelig middelmådig, når det gælder hvidgengivelse. UX21A slår faktisk også Retina-skærmen, når det gælder kontrast.


Anandtech nævner også, at man faktisk slet ikke kan vælge at køre Mac OS X i 2880×1800, der er skærmens højeste opløsning, men kun i 1920×1080. Man må formode, at dette snart ændres med en opdatering. Testens forfatter påpeger også, at der er mange software-apps, der skal opdateres til at køre Retina, og viser forskellen på Google Chrome og Safari, som med al tydelighed viser, at Retina-snak er ligegyldig, hvis ikke softwaren understøtter det.


Anandtech tester også Diablo III på skærmen med gode resultater.


Det store spørgsmål er naturligvis, om Anandtechs hurtige test kan tilfredsstille de mange skærmkyndige læsere, vi har her på Recordere. Så skriv endelig i kommentarsporet herunder, hvis der er grund til at være skeptisk overfor Anandtechs resultater.

Annonce