Forside Nyheder

Bekræftet: iOS 6 kommer mandag


Foto: 9to5mac.com


 


Hvis nogen skulle være i tvivl om det, så kommer hovedrollen i mandagens keynote fra Apples udviklerkonference til at blive spillet af en ny udgave af styresystemet iOS. iOS6 er navnet på det nye styresystem, og det er nu 99,9% bekræftet, at det lander i morgen.


Apple lægger ikke fingrene imellem, når det gælder præsentationen af deres næste udgave af iOS. Det er intet mindre end verdens mest avancerede styresystemet til mobiltelefoner, hvis man spørger Cupertino-firmaet.


Begge dele afsløres af et spionfoto af et banner, som websitet 9to5mac har fået fingre i, og som er kommet op at hænge i Moscone Center i San Francisco, forud for Apples World Wide Developer Conference – WWDC – som åbner mandag aften dansk tid.


Der er mange bud på, hvad iOS6 kommer til at kunne, der skal adskille systemet fra de to største trusler, Android og Windows Phone. Men de fleste forventer, at den største nyhed, der kommer i morgen, kommer til at være afsløringen af Apples GPS/kort-software, der skal erstatte Google Maps som standard på iPhone, iPad og iPod Touch.


 


Tjek også vores LIVE BLOG i forbindelse med lanceringen af iOS 6. Deltag her.

Annonce