Forside Nyheder

WPC Dag 3: “Apple er ved at løbe tør for idéer”


 


Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Kevin Turner går på scenen. Han er Chief Operating Officer hos Microsoft, og dermed næstkommanderende hos softwaregiganten.


Han er også kendt for at lange ud efter Microsofts konkurrenter, når han holder sin keynote, der som regel finder sted på WPC-konferencens dag 3.


Sådan var det også på årets konference i Toronto, hvor guldkornene blandt andet omfattede et drag over nakken til Google:


“Folk er trætte af Googles ulovlige indsamling af oplysninger til brug i annoncer”, sagde Turner blandt andet med henvisning til at Microsoft ville forsøge at snuppe nogle af de annoncekunder, som Google har tabt på den konto.


Oracle fik også kritik fra Turner for at have næsten dobbelt så mange sikkerheds-problemer i deres databaser i løbet af 2011 som Microsoft selv.


Men den hårdeste kritik blev alligevel rettet mod Apple, som Kevin Turner roste for deres hardware. Men Mountain Lion er en fiasko, mener han.


“Apple er ved at løbe tør for idéer” sagde han med henvisning til en anmeldelse fra Gizmodo af den seneste version af OSX.


Microsofts Worldwide Partner Conference slutter officielt torsdag aften, men Kevin Turners keynote var den sidste af sin slags for i år.

Annonce