Forside Nyheder

Spilanmeldelse: Madden 13


 


Sommeren er ovre, men der er stadig god grund til at glæde sig. Det betyder nemlig, at sæsonen for den rigtige form for fodbold nærmer sig (ikke den bløde europæiske variant). September måned varsler nemlig sæsonstart for amerikansk fodbold i både NFL og College-football ligaerne og dermed også de årlige EA sports titler, såsom Madden og NCAA.


I dette tilfælde skal vi se nærmere på Madden 13, som med den nye Infinity Engine har lovet os den til dato mest autentiske og virkelighedstro version af spillet. Lad mig med det samme slå fast, at spillet på ingen måder skuffer. Udover den flottere visuelle del, så er selve spilmekanismerne også blevet forbedret og poleret. Madden 13 har rigtig mange fede og spændende features, så det ville blive en mindre universitetsafhandling at forklare dem alle, hvorfor du må nøjes med nogle af de ting, som jeg finder allermest spændende og interessante.


 



 


Gameday


At se NFL i fjernsynet er for mig en helhedsoplevelse, hvor selve ?Gameday- showet? før, under og efter kampen har stor betydning for min oplevelse. Madden-spillene har førhen forsøgt at fange denne stemning og man kan roligt sige, at det er lykkedes ganske godt i årets udgave. En meget virkelighedstro intro, og et veloplagt kommentatorpar i form af CBS-sportsværterne Phil Simms og Jim Nantz, giver dig en god præsentation af holdene, dagens kamp og hvilke match-ups der er interessante. Som i alle andre sportsspil bliver kommentatorerne dog lidt trælse at høre på til sidst.


Grafisk er Madden 13 flot, uden at være på absolut topniveau. Den nye Infinity-engine gør at spillerne løber og opfører sig mere realistisk på banen. Udover dette gør Infinity, at hvert spil er unikt og man dermed undgår præcise gentagelser selvom man kører samme spilkald flere gange. Den nye engine gør også, at det hele føles mere fysisk. Tacklingerne ser hårdere ud og løbemønstrene er mere realistiske.


Spillerne opfører sig også mere korrekt i forhold til deres fysiske egenskaber, så det nu er blevet betragteligt sværere at tackle og skubbe en af de store drenge på 130 kg, frem for en lille væver spiller på 80 kg. Styringen føles rigtig god og præcis og det er en fornøjelse at sende et langt kast af sted imod endzone og derefter styre sin receiver det sidste stykke hen imod kastet for til sidst at gribe bolden i en dykkende bevægelse.


 



 


En ny feature i kastespillet er blandt andet, at man visuelt kan se, om den reciever man gerne vil kaste til er klar til at modtage kastet. Det føles også lettere og mere naturligt både at ændre spil ved brug audibles og at lade sin QB scramble og selv skabe noget med sine fødder.


En anden fremragende feature er det nye Gameflow, som bruges til valg af spil. Denne er blevet forbedret og gjort mere overskuelig, så kampene afvikles hurtigere og flydende. Gameflow foreslår et spil, som er velegnet til situationen på banen og udover dette kan du vælge henholdsvis et løbe- og kaste spil, som også er velegnet. Hvis man er mere erfaren og selv vil vælge sine spil, så kan man med et enkelt tryk få adgang til en større del af playbooken. Den rigtig skarpe kan også selv gå ind og designe sin egen playbook, så man selv 100 procent styrer hvilke spil man vil vælge. Men som udgangpunkt er det gjort så let, at selv nybegyndere efter kort tid kan være med og få en god spiloplevelse.


Små skønhedsfejl såsom spillets tendens til at hakke i cut-scenerne og spillere der løber igennem tilskuere ved fejringer af scoringer, trækker lidt ned, men har ingen betydning for selve kampens afvikling.


 



 


Vejen til Hall of Fame


Da mine egne 177 cm absolut ikke ville være nok til en fremtidig karriere som QB i NFL, så er det heldigt, at min i spillet 190 cm høje navnebroder kan fremvise en mere imponerende kropsbygning og især nogle lidt større overarme. Efter at være blevet draftet af Tennessee Titans som et sent draft valg, er han nu klar til at tage kampen op imod Jake Locker og Matt Hasselbeck og forhåbentlig få en karriere, som bringer ham i Hall of Fame.


I karrieredelen skal man prøve at opfylde nogle opsatte mål, såsom 3000 passing yards i sæsonen, 24 TD´s osv. Der er krav for den enkelte uge, sæson og for hele din karriere som helhed. Jo bedre du klarer det, jo større er chancen for at du kommer i Players Hall of Fame(som er målet for alle spillere). Hver gang du opnår nogle mål bliver du tildelt experience points, som du kan bruge til at videreudvikle din spillers færdigheder og evner. En typisk uge i karrieredelen består af en valgfri omgang træning, som kan variere fra at spille en hel kamp og så vinde med dit hold(højere sværhedsgrad og giver gode XP) til at skulle holde en allerede etableret føring i de sidste 3 minutter af kampen(let sværhedsgrad og mindre antal XP). Dernæst skal man så spille ugens kamp i ligaen. Jo bedre du gør det til træning og jo bedre din spiller bliver, jo større er chancen for, at din head coach vil lade dig starte den rigtige kamp og dermed give dig chancen for at opnå de ovennævnte karrieremål.


 



 


Hvis man ikke præstere på træningsbanen, så bliver man bænket og må være reserve for holdets startende spiller. Nogle ville måske syntes dette var kedeligt, men personligt syntes jeg det giver spillet meget mere realisme og gør det mere troværdigt. Udover en karriere som quarterback, kan man selvfølgelig vælge en af spillets mange andre positioner som fx runningback eller defensive end. Man kan også vælge at gennemføre karrieren som træner, hvor man så skal administrere hele holdet lige fra draften, til ansættelse af spillere, forlængelse af kontrakter og så selvfølgelig selv styre sine spillere i hver uges kamp. Man kan desuden forsøge, at spille både nuværende og tidligere spillers karrierer og se om man kan gøre det ligeså godt i rollen som, Tom Brady eller måske Joe Montana.


 


Online


Du kan selvfølgelig også spille imod både venner og “fjender” online, i både enkeltkampe, samt deltage i en liga etc. Det var ikke dog muligt for mig at afprøve denne feature, da jeg konstant blev smidt af EA´s servere. Er dog overbevist om, at så snart det bliver fikset(eller også ramte jeg bare nogle dårlige dage), så kommer det til at blive lige så godt, som man kender fra fx. FIFA og NHL spillene. En feature som jeg dog glæder mig til at prøve, er at man kan spille op til 3 venner samtidig på samme hold og så tage kampen op imod yderligere 3 af ens venner på den modsatte side af Line of Scrimmage.


 



 


Konklusion


På trods af, at der reelt ingen konkurrenter er til Madden, hvis man ønsker at spille amerikansk fodbold, så formår EA gang på gang at forbedre og forny Madden. Madden 13 er et yderst velfungerende spil, som giver et realistisk billede af amerikansk fodbold og med den forbedrede Gameflow, er det blevet endnu lettere at gå til og endnu mere flydende at spille. Madden 13 kan stærkt anbefales både til nuværende fans af amerikansk fodbold og til måske kommende fans, da man bestemt ikke behøver, at kende alle regler, formationer, spilkald etc. for at kunne nyde spillet.


 


Karakter: 8/10


 


Ude nu til PS3, Xbox 360, Ps vita


Testet på Ps3

Annonce