Forside Nyheder

Hands-on: Vi har prøvet Microsoft Surface


 


Som det super-duper-internationale medie, Recordere.dk er, var vi ikke bare til stede i Stockholm til Windows 8-lanceringen, men også i New York, hvor den amerikanske lancering af Windows fandt sted.


Men i bonus til lanceringen af Windows 8, fik deltagerne noget, der ikke var på programmet i Stockholm ? kvalitetstid i selskab med Microsoft Surface.


Anmeldelserne af Microsofts nye tablet har været blandede, og Recordere har vores egen test på vej, der gerne skulle lande engang i næste uge. Men her er vores umiddelbare indtryk af Microsofts eget bud på, hvordan en Windows 8-tablet skal se ud.


 


 
Microsoft Surface med Touchcover, et touch tastatur.


 


Noget helt andet end iPad


Først og fremmest finder man med det samme ud af, at Surface er noget helt andet end iPad, og de anmeldere, der sammenligner de to tablets er helt galt på den. Det eneste, de har til fælles, er at de begge er tablets og de kommer fra store firmaer på den amerikanske vestkyst. Og der holder lighederne op.


Surface vil noget andet end iPad. Hvor iPad vil være lækker, vil Surface være robust. Hvor iPad vil være et underholdnings- og informationscenter med brugervenligheden i top, vil Surface være et redskab, et værktøj. Og disse modsætninger er tydelige, når man får Surface i hånden.


Den føles langt mere kantet og tung end iPad. Ens indtryk er, at den er langt mere i familie med en tablet-pc eller en ?slate? end den er med f.eks. en iPad eller en Samsung Galaxy Tab. Det her er en tablet, du godt tør tage med ud på en muddermark eller tabe på et cementgulv.



 



Microsoft Surface har indbygget stand.


 


Lyn og torden


Mange af Recorderes læsere har formodentlig prøvet Windows 8, og for jer, der har, kan vi afsløre, at Windows RT på en ARM-processor kører som lyn og torden. Det går BARE stærkt. Det giver en glidende brugerfornemmelse, ikke bare, når man skifter mellem de forskellige apps, men også, når man for eksempel skifter mellem desktoppen (som Windows RT til denne skribents store overraskelse faktisk har ombord) og Live tiles-interfacet, der tidligere hed Metro.


Vi kørte både video fra Xbox Video og Netflix. Sidstnævnte led under , at netværket var overbelastet af de 300 andre mennesker, der testede Surface rundt om os, og derfor var opløsningen lav. Men en trailer fra Xbox Video afslørede med det samme, at der både er tale om høj kontrast og lækker farvegengivelse på Surface-skærmen ? og at der formodentlig skal meget til at få dens GPU til at gå i knæ.


Noget, man måske ikke lige havde overvejet, når man hørte om Surface første gang, er at tastatur-coveret har en trackpad ombord til at styre musepilen med. Men det har den. Det gør dog ikke det medfølgende tastatur specielt brugeligt. Hvis man har prøvet de gummi-keyboards, der kan købes til en iPad, ved man, at det ikke er noget, der kan bruges til lange rapporter. Til alt andet end korte e-mails er det medfølgende tastatur-cover ret ubrugeligt.


Et enkelt problem, der nok skal blive sat spot på under den egentlige test, er plugins til Windows RT. F.eks. understøtter systemet ikke java fra starten, hvilket gør det umuligt f.eks. at bruge flere danske netbanker. Og man kan ikke bare downloade og installere java, eftersom alle nstallationer i Windows RT i princippet skal ske genne Microsoft Store. Dette problem bliver Microsoft nødt til at løse i en fart. 


 


 



Microsoft Surface med Typecover, et “rigtigt” tastatur.


 



Good cover, bad cover


Men da vi fik stukket Surface i hånden, sad der et andet cover på med et mere ?rigtigt? tastatur på. Og så var det pludselig en helt anden sag. Pludselig trådte Surface fra tablet- ind i netbook-land. Og fordi den kommer med Word, Excel, Powerpoint og OneNote ombord, åbnede der sig en helt ny verden i forhold til at bruge sin tablet professionelt ? noget, som denne skribent har forsøgt at gøre med iPad i tre generationer uden held.


Konklusionen er, at Surface virker som en robust og stabil tablet, som især folk, der i forvejen bruger Windows professionelt vil bryde sig rigtig meget om. Den kan på ingen måde slå iPad i forhold til design, app-udvalg og formfaktor. Visse vil sikkert også mene at iOS er mere brugervenligt end Windows RT.


Men Surface prøver heller ikke på at være iPad. Den vil i stedet være et alternativ til laptoppen hos folk, der gerne vil arbejde professionelt og samtidig have adgang til underholdning. Som gerne vil kunne arbejde med officepakken og et ordentligt tastur, uden at give afkald på de fordele, en tablet giver.


Om det lykkes, vil Recorderes mere dybdegående test vise. Men førstehåndsindtrykket er, at netop denne mission har en god chance for at lykkes.

Annonce