Forside Nyheder

Apple tager en høj pris for iPad mini


Det er ikke noget nyt, at Apple-produkter er dyrere end tilsvarende produkter fra konkurrenterne. Forbrugerne betaler gerne ekstra for det lækre design og den større brugervenlighed.


Men med iPad mini kan man virkelig se, hvor meget, Apple skruer prisen op. Analysefirmaet IHS, der tidligere var kendt som iSuppli, har skilt iPad mini ad for at se, hvad delene koster. De lander på et tal, der hedder mindst 188 dollar, hvilket skal sammenlignes med en salgspris i USA på 329 dollar. Det skriver AllthingsD.


Det betyder, at Apple lægger 75% oven i komponenternes kostpris. Disse 75% skal så naturligvis dække udviklingsomkostninger, fragt, og ikke mindst de penge som Foxconn-fabrikkerne skal have for at samle iPad mini.


Websitet Gizmodo (der lige nu kører i en nød-udgave på grund af skaderne fra orkanen Sandy) sammenligner tallet med, hvad Google og Asus tager for at producere og sælge Nexus 7. Og her lægges der kun 25% oven i prisen, selvom de to produkter er nogenlunde sammenlignelige.


Udviklingsomkostningerne for Nexus 7 er dog mindre, fordi den er baseret på tidligere ASUS-modeller.

Annonce