Forside Nyheder

Flyvende start for Wii U


Wii U er blevet taget godt imod på verdens største spilmarked, Nordamerika. På en uge har Nintendo solgt 400.000 stk.


Nu bliver det spændende at se, om den magi, Nintendo fik kreeret med Wii, kan gentages. Der er dog noget, der tyder på det, for på kun én uge har efterfølgeren, Wii U, solgt 400.000 eksemplarer i USA og Canada alene.


Tallene kommer fra Nintendos amerikanske direktør, Reggie Fils-Aime, der i en pressemeddelelse fortæller om succesen ude i butikkerne.


Den omtalte uge indeholder dog også Black Friday, hvor amerikanerne køber mere forbrugerelektronik end på noget andet tidspunkt i løbet af året. Det er derfor også ganske interessant at notere sig, at den gamle Wii solgte næsten lige så meget som den nye, med over 300.000 solgte enheder.


Det er dog Nintendos håndholdte spilkonsoller, der har mest succes. Nintendo DS og 3DS solgte til sammen over 525.000 enheder, hvilket er flot, taget i betragtning at Nintendo DS er ved at være en gammel svend.

Annonce