Forside * Nyheder

PS4 klarer PS3-spil via skyen


 


20. Februar forventes Sony at løfte sløret for den længe ventede PlayStation 4. I hvert fald som en teaser for, hvad der formodentlig bliver en større demonstration lidt tættere på spilmessen E3 til juni.


Men allerede nu svirrer rygterne, og Wall Street Journal har opsnappet noget, der både kan være spændende og irriterende på samme tid. Angiveligt skulle bagud-kompatibiliteten på PS4 være sikret gennem skyen. Det betyder formentlig, at du er nødt til at være online, hvis du skal spille PS3-spil på din PS4.


Detaljerne er få, men to scenarier synes at være mulige. Ét scenarie er at Sony ganske enkelt vil gå helt udenom den den disk, du sætter i konsollen, og streame hele spillet fra skyen. Noget, der tyder på dette, er at Sony har købt spilstreaming-tjenesten Gaikai (bill.) for 380 millioner dollar, og at de ifølge Wall Street Journal har pumpet adskillige flere millioner i at forberede Gaikai til PS4-brugere, der gerne vil spille PS3-spil.


Det andet scenarie er, at Sony blot bruger skyen til at tilføje processorkraft, men alt andet lige er det første scenarie mere sandsynligt.


Uanset hvad ser det ud som om PS4-ejeres oplevelse med PS3-spil kommer til at afhænge af, om ens bredbåndsforbindelse overhovedet virker, og om ens abonnement er hurtigt nok.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.