Forside Baggrund

Dårlig TV-lyd? – Brug undertekster



Galleri: Fotos: Bjarne Bergius Hermansen / DR


 


Dårlig TV-lyd? – Brug undertekster


Dårlig lyd på fladskærmen, eller begyndende dårlig hørelse? – DR opfordrer til at bruge undertekster.


DR Medieforskning har gennemført en undersøgelse, i samarbejde med analyseinstituttet Epinion.


Formålet var at sætte fokus på, hvad der er årsagen til klager og kritik af lyden på dansk tv. DR og andre tv-stationer får jævnligt klager over, at der bliver mumlet og talt utydeligt, at underlægningsmusikken er for høj, at lydniveauerne er skiftende.


DR søgte svar på, hvad alder og hørelse betyder for opfattelsen af lydproblemer, samt om det kunne være uerkendte hørevanskeligheder eller fladskærme med dårlig lyd, der kunne være forklaringen på nogle af de lydproblemer der opleves.


 


40-60-årige har ikke opdaget høreproblemer


“Mens de ældre er bekendt med deres hørevanskeligheder, er der mange 40-60-årige, der har uerkendte problemer, og som derfor også har oplevelsen af, at det kan være svært at høre, hvad der bliver sagt på skærmen – og at det er tv-stationernes skyld, hvilket langtfra altid er sandheden”, fortæller medieforskerne.


Men fladskærme med dårlig lyd er også en mulig årsag.


“Teknik og skærme ser nu ikke ud til at have stor betydning for, om folk kan høre, hvad der bliver sagt. En del ville dog kunne få en bedre lyd, hvis de fik ekstra højttalere til fladskærmen”, siger Dennis Christensen og Lene Heiselberg.


 


Forskelle i lydniveau skal udlignes


DR har i de senere år arbejdet med lydniveauer og underlægningsmusik, eksempelvis i TV-avisen, og det er et område som DR fortsat vil have fokus på i den kommende tid.


“Senere på året går vi i gang med at arbejde med lyden i DRs tv-programmer, så seerne ikke oplever, at der er så mange forskelle i lydniveauet, som der er i dag. Netop dét er noget, vi får en del henvendelser om, og som mange også fremhæver i undersøgelsen”, siger DRs tilgængelighedsredaktør Heidi Sivebæk.


 


Og så er der jo underteksterne


Et fif til bedre oplevelse af TV-programmerne, hvis det af den ene eller anden grund kniber med at høre dem, er at slå underteksterne til, lyder det fra DR.


På DR1 finder man for eksempel teksterne på side 398, men de på DR2 kan slås til på side 397. Også på DR3 og DR K er flere programmer tekstede.


Men glem ikke fokus på den gode TV-lyd. Det kan betyde mere end man umiddelbart tror.

Annonce