Forside Nyheder

Glem Google Glass…Her kommer meta


Hvad er bedre end at have en smartphone-skærm over det ene øje med indhold? Det er når indholdet bliver projiceret direkte på virkeligheden, naturligvis!


Hvor Googles Glass-briller giver dig bonusinfo til virkeligheden, er AR (Augmented Reality)-brillen meta lavet til at lægge et info-lag oven på virkeligheden, når du kigger på det. Som et personligt Heads-up-display, eller Augmented Reality-apps til din smartphone bygget ind i en brille.


Brillen er blandt andet tiltænkt professionel brug, så man kan udføre opgaver ved at manipulere rundt med ting i et 3D-miljø, lidt ligesom Tony Stark i Iron Man eller Tom Cruise i Minority Report. Ifølge Engadget, der har prøvet meta, mangler der stadig lidt på præcisionen endnu, men potentialet er der.


Lige nu ligner meta dog allermest en beskyttelses-brille, der har fået klasket en Kinect på toppen og to stykker computerhardware på siderne. Men ifølge folkene bag meta vil der allerede senere i år komme en version, der ikke er helt så Georg Gearløs-agtig.


Du kan se Kickstarter-kampagnen HER, hvor du også kan se en ret cool video af, hvordan virkeligheden ser ud gennem meta.

Annonce