Kvindelandsholdet i fodbold er endt i semifinalen ved EM. DR1 sender kampen mod Norge i aften.
Det danske kvindelandshold i fodbold slog favoritterne fra Frankrig ud på straffespark ved EM i Sverige og er klar til semifinalen mod Norge. Kampen om finalepladsen spilles i aften i Idrottsparken i Norrköping.
DR har købt rettighederne til den kamp nu, og er klar til kampfløjt i aften kl. 20:30.
Fra kl. 20.00 er der optakt med vært Maja Rosager i studiet. På Idrottsparken i Norrköping vil DRs fodboldkommentator Andreas Kraul og medkommentator Lene Terp være på plads og guide seerne igennem til finalen.
Skulle Danmark slå de norske favoritter ud, kan det ende med en finale imellem Danmark og Tyskland på svensk græs. Men først venter en svær opgave i aften.