Forside Baggrund

Klumme: Wearable Computing- Hit eller Skidt?


Jeg har tænkt lidt over det der Wearable Computing-begreb. Det er ved første øjekast en meget interessant udvikling. Men det er ikke helt uproblematisk, især ikke, hvis skidtet skulle gå hen og blive populært.


Først og fremmest er der begrebets navn. Hvordan i alverden skal vi oversætte Wearable Computing? Vi kan vælge at lade det blive endnu et låneudtryk fra engelsk, ligesom Big Data (Der er vel ingen, der siger ?Store data?) eller Touch (Der er vel ingen, der siger ?berøringsskærm? i stedet for touchscreen eller ?berøringsplade? i stedet for touchpad?)


Eller vi kan vælge at gøre, som vi gør med udtryk som Skyen, Drev og USB-nøgle ? vi kan vælge at oversætte det. Men til hvad? Vi kan jo ikke rigtig kalde wearable computers for bærbare computere. Det er jo ligesom noget andet. Beklædningscomputere eller påklædningscomputere lyder som noget, man bruger i tekstilindustrien, mens iklædbare computere bare er tungt. Tøjcomputere er misvisende. Personlige computere er jo ligesom også noget andet.


Hvis du har et godt forslag til, hvad vi skal kalde Wearable Computing på dansk, så kom endelig med det i kommentarfeltet.


I denne klumme vil jeg grundet manglen på et ordentligt, dansk udtryk, holde mig til det engelske. For én ting er navnet, noget andet er konsekvenserne.


 


Ure og briller


De to store produkter, vi alle taler om, når snakken falder på wearables i den nære fremtid er naturligvis iWatch og Google Glass. Nu ved vi jo ikke, hvad iWatch kommer til at kunne, men alt tyder på, at det bliver en slags remote-interface til ens iPhone eller iPad. Der er noget meget praktisk ved dette.


Hvis man går en tur ud på gaden i hvilken som helst større by i den vestlige verden, vil man se tonsvis af mennesker, der vader rundt på fortovene og glor på deres smartphones. Det er formentlig denne upraktiske måde at komme rundt i landskabet på, som både iWatch og Google Glass forsøger at gøre op med.


I iWatch? tilfælde skal man stadig kigge ned på armen, men man kan sandsynligvis nøjes med kigge kortvarigt, modsat hvis man skal hive sin telefon op ad lommen. Hvis man bor i et engelsktalende land kan man endda svare på SMS?er på den måde. For når en sådan ruller ind, kan man formentlig se den på den lille iWatch-skærm og så via Siri diktere et svar. Det kræver at man taler ind i sit armbåndsur, Dick Tracy-style, men det ser da alt andet lige smartere ud end at gå rundt på gader og stræder med sin iPhone foran ansigtet.


Det er helt klart også derfor, Google Glass er blevet opfundet. Telefonen behøver slet ikke komme op ad lommen, skærmen og næsten alle dens funktioner kan styres direkte fra brillen på hovedet. Google skal nok lave nogle modeller, der er lidt smartere end de nuværende, hvis de skal gøre det til en stor succes, men taget i betragtning, at målet er at lave Glass-kontaktlinser, virker en lidt smartere brille indenfor rækkevidde i den nære fremtid.


 



Mens vi venter på klonerne


Dertil kommer, at der som altid vil blive lavet masser af kloner af hvad end det bliver for en Wearable Computer, der kommer til at dominere markedet først. Der er allerede masser af smart-ure ude på markedet, blandt andet har Sony en model, der kan lege med deres Android-smartphones, og så er der den hidtil største Kickstarter-succes, Pebble.


Hvis smarturet bliver et hit som kategori, f.eks. via iWatch, er der ingen tvivl om, at markedet vil blive oversvømmet af Android-ure. Og Samsung vil sikkert være først på banen. Både de og Google har angiveligt gang i smartur-designs, hvis man skal tro rygtesmedene i Silicon Valley. Spørgsmålet er i virkeligheden, om vi kan forestille os andre wearables, der ikke enten er et ur eller en brille? Et armbånd, måske? En eller anden form for halssmykke eller en anden gadget, der kan hænge fra halsen?


Sidstnævnte er vi begyndt at se flere og flere af i form af kameraer, der kan bruges til at forevige hele ens liv, hvis man er lifelogger-typen (Både disse og Glass er en del af en større diskussion om person-til-person-overvågning, også kendt som sousveillance. Men det må blive i en anden klumme)


Man kan vel også argumentere for, at de forskellige dingenoter, der bruges af sportsfolk til at måle f.eks. puls under træningen og sende dataene til smartphonen (som de forskellige FitBit-gadgets), er en slags wearable computer.


Men for at det skal være virkelig wearable, skal det jo være bygget ind i tøjet. Og her er jeg måske i virkeligheden mere interesseret i wearable electronics end deciderede computere. Jeg er egentlig rimelig ligeglad med at have et kamera om halsen, der optager hele min hverdag og sender til min smartphone.


 


Tøj med varme i, tak


Nej, giv mig en trøje (den er opfundet i en mere primitiv form), der har varmetråde indbygget i stoffet, så jeg selv kan justere, hvor varm den er. Giv mig en frakke og et sæt vanter i samme materiale. Eller giv mig bukser med et lille display, der fortæller mig, hvor meget pres de er under i livet, så jeg kan følge med i eventuelle vægttab eller ? forøgelser (På den anden side?lad være med at giv mig sådan nogle)


Jeg har købt sokker med såkaldt ?nanoteknologi?, der skulle gøre dem modstandsdygtige overfor sure tæer. De virker ikke, men jeg gad godt at nogen opfandt nogle, der gjorde. Eller sko, du kan justere hælens højde eller sålens ruhed på elektronisk.


Hvis man tager ?computeren? ud af wearable computing og i stedet ser på det som en bredere integration af elektronik og tøj, er det en meget mere interessant diskussion. Men spørgsmålet er, om vi virkelig har brug for wearable computing. Sagen er jo, at såvel wearable computing som wearable electronics har været forsøgt markedsført før.


 


Revolution eller bare evolution?


Da undertegnede var en blot 10-årig knejt i de fjernere dele af de københavnske forstæder, købte jeg for første gang bladet Vi Unge, der dengang var et unisex-blad (Jeg kom senere til selv at skrive for bladet, men holdt hurtigt op, da bladet endte med at blive til teenagepiger alene). Det var i 1983. Jeg husker meget tydeligt, at Simon Le Bon fra Duran Duran var på forsiden, og at der var en flexidisk med, hvor der var et lille mix af Duran Duran-sange på.


Men noget af det, der fascinerede mig allerede dengang var en præmie i en konkurrence, bladet havde. Der var tale om en dynevest af den slags, der var meget populære i 80?erne, men denne dynevest kunne noget særligt. Den havde nemlig højttalere indbygget, som man kunne koble sin Walkman (en bølge, der netop var startet) til. Så kunne man gå rundt der og være en levende ghettoblaster. Wearable electronics.


Jeg var også en af de heldige, der sprang digitaluret med lommeregneren over og gik direkte til Pac Man-uret. Det officielle ur, der ud over at vise klokken, også kunne underholde én med det legendariske spil. Det var der en del af mine lærere, der blev frustrerede over, da jeg var 12-13 år gammel.


Og lur mig, om der ikke er mindst en eller to af Recorderes læsere, der har ejet et digitalur med tv-fjernbetjening indbygget, og som mere end én gang er gået ind i en Fona og har skruet helt op for lyden på alle fjernsynene i butikken?


 


Hvis nogen kan gøre det, er det Apple


Sandheden er jo, at wearables har forsøgt at blive til noget stort flere gange siden 70?erne, hvor man oven i købet kunne købe lommeregnere som guldhalskæder, der kunne hænge og glinse midt på det behårede bryst.


Men derfor kan det sagtens lykkes f.eks. Apple at relancere wearables, så alle tror, det er noget helt nyt og innovativt og drøner ud og køber det. Det var jo faktisk det, de både gjorde med iPhone og iPad. Tiden vil vise, hvor mange elektroniske dimser, vi kommer til at drøne rundt med på kroppen i fremtiden.


Foreløbig skal du bare ikke iklæde dig Google Glass og forvente, at jeg ikke ryster på hovedet og griner, hvis jeg møder dig på gaden.

Annonce