Forside Nyheder

Lumia 1020 kommer til Danmark sidst på året




Foto: recordere.dk





 


Nokia-chefen Stephen Elop præsenterede Lumia 1020 i New York torsdag. Den danske lancering bliver dog først sidst på året.


Først var der 41 minutter tilbage. Så var der 4.1 minutter. Og endelig var der 41 sekunders nedtælling. Der var ingen tvivl om, at Nokia var stolte af det 41 megapixels kamera, der sidder i den nye Nokia Lumia 1020, da de præsenterede den i New York torsdag aften dansk tid. Recordere.dk var til stede til eventen og fik en lille hands-on-demonstration, som du kan læse om HER.


Og det er da også ganske imponerende, hvad Nokia er lykkedes med. De har basalt set taget en Lumia 925 og smidt et superkamera ind i det, der kan slå alle konkurrenternes. Og det sker uden at give køb på en lækker formfaktor, hvor kameraet kun stikker en lille smule ud fra ryggen.


 


To billeder på én gang


De 41 MP menes seriøst. Sensoren, der skulle være i 1/1,5″-formatet, kan opfange billeder med en pixelfordeling på 7712 x 5360 pixels. I praksis ender det dog med at være 38 megapixel, da Lumia 1020 er lavet til at tage to billeder på én gang. Det andet billede er et 5 MP billede, der kan bruges til f.eks. upload til Facebook, så man ikke skal bearbejde billedet, inden man uploader.


Det lille billede er til gengæld lavet med oversampling, så hver enkelt pixel indeholder flere informationer end normalt, hvilket skulle give en ret fantastisk billedkvalitet. Nokia lover desuden at de mange muligheder, kameraet har for digital zoom og OIS (optical image stabilization) også fungerer, når man optager video i HD.


Billedkvaliteten, hvis Nokias egne demonstrationer står til troende, er ikke overraskende helt i topklasse. Den optiske billedstabilisering er om muligt endnu bedre end i 920, fordi man er gået over til et kugleleje-princip, hvor de seks linser i objektivet flytter sig med dine bevægelser.


 


Sidste års teknologi


Specs-nørder vil dog nok blive en anelse skuffede over at fnde ud af, at der ud over kameraet ikke er ret meget nyt i telefonen. Resten af 1020 er mere eller mindre en Lumia 925, hvilket vil sige, at den stadig kun har en dual-core Snapdragon S4-processor på 1,5 GHz og en skærmopløsning på 1280×768. Det skyldes primært, at Windows Phone 8 først forventes at understøtte quad-core og fuld HD i 2014.


Hvad værre er, så har Nokia heller ikke opgraderet batteriet, hvilket kan blive problematisk, når der skal processeres så mange billedinformationer. Man kommer dog til at kunne købe et cover til 1020?eren, der ud over at levere et ?håndtag?, som man kender det fra egentlige digitalkameraer, også har et ekstra batteri og et gevind til stativmontering indbygget.


Til gengæld har Nokia tænkt på alle de, der optager video til koncerter mm. Den nye 1020?er kan nemlig optage lyd ved høje lydstyrker langt bedre end konkurrenterne. En sammenligningsvideo, Nokia viste frem ved eventen, demonstrerede, hvordan Galaxy S4 totalt overstyrede og iPhone 5 lød som en gammel transistorradio i forhold til Lumia 1020, da der blev optaget høj musik. Om Nokias egne tests er troværdige, vil tiden vise.


 


 



 


 


Kommer sidst på året


Lumia 1020 kommer ud i USA først, hvor den rammer butikshylderne om to uger. Den vil blive tilgængelig i hvid, sort og gul.


Senere følger lanceringen i udvalgte lande verden over.


Herhjemme kommer vi til at vente nogle måneder endnu. Nokia oplyser til recordere.dk at Lumia 1020 kommer til Danmark i 4. kvartal i år.


Prisen (uden abonnement) bliver ca. 5.500 kroner.


Nokia har endnu ikke officielt udsendt en fuldkommen spec-liste, men GSMArena har allerede fået samlet de tilgængelige specifikationer HER.




Galleri: Nokia Lumia 1020

Annonce