Forside Nyheder

Paramount går mod strømmen med DTS-HD


 


Modsat Sony Pictures, Universal og Warner Bros. har Paramount valgt DTS frem for Dolby til deres Ultraviolet-downloads.


UltraViolet bliver stille og roligt mere og mere udbredt som digital lagringsplatform for ens fysiske filmsamling i højere opløsninger. Filmfans er derfor nu for alvor begyndt at bekymre sig om, hvilke formater, man kan bruge, når man downloader film fra tjenesten.


UltraViolet-folkene arbejder lige nu på at lancere fællesformatet CFF (Common File Format), der skal sikre at man kan downloade film fra forskellige filmselskaber til sin Ultraviolet-understøttende enhed. (Det skal lige nævnes, at dette drejer sig om, når man downloader en film fuldkommen, og ikke bare streamer den.)


Til CFF-formatet har Sony Pictures, Universal og Warner Bros. Valgt at gå med Dolby Digital Plus som surround-format, når man downloader en af deres film via UltraViolet. Men når man laver den samme øvelse med film fra Paramount, får man surroundlyden i DTS-HD.


Det er med til at holde konkurrencen mellem DTS og Dolby i live, men får næppe den store betydning for folk med receivere, der er i stand til at håndtere begge formater. Det betyder dog, at valgfriheden mellem de to formater går fløjten.


Muligheden for at downloade film via CFF fra UltraViolet forventes lanceret senere i år. UltraViolet er foreløbig tilgængelig fra amerikanske, engelske, australske, canadiske, irske og new zealandske IP-adresser, og tjenesten lanceres i Frankrig og Tyskland senere på året.

Annonce