Forside Nyheder

NSA betalte for tech-giganternes software-implementeringer


De fleste regeringer har magt til at ekspropriere data fra tech-firmaer i et givent land. Men i USA betaler sikkerhedstjenesterne også for det.


Det er kommet frem, efter britiske The Guardian har publiceret yderligere dokumenter, der er blevet lækket til avisen af whistlebloweren Edwards Snowden.


Her viser det sig nemlig, at NSA først påtvang Facebook, Google, Yahoo! og Microsoft at udlevere informationer fra deres dataflows, og derefter betalte de omkostninger, der var forbundet herved.


Helt specifikt drejer denne del af sagen sig om, at NSA først ønskede en særlig form for data-overvågning implementeret i PRISM-programmet, som også omfattede amerikanske borgeres kommunikation. Det fik NSA afslag på fra den specielle FISA-domstol, der udsteder dommerkendelser til den slags aktiviteter.


For at kunne sortere korrekt i datastrømmene, så man ikke overvågede amerikanere ulovligt, krævede det, at techgiganterne nævnt ovenfor indførte nye certificeringer og softwareopgraderinger. Den slags koster penge, og disse omkostninger valgte NSA så at dække.


Dette er naturligvis sket for skatteyder-dollars, hvilket har pustet endnu mere til ilden i debatten om NSAs aktiviteter.

Annonce