Forside Tests

Test: Dali Helicon 800 MKII





Denne anmeldelse blev oprindelig bragt på det nu hedgangne hifi-site AVtainment. Vi kan nu byde anmelder Søren Nielsen velkommen her, og i den forbindelse “genoptrykke” anmeldelsen af Dali Helicon 800 MKII.


 


 


 


 


Anmeldelse af Dali Helicon 800MKII


Testobjektet i denne omgang er Dali Helicom 800 MKII, som er topmodellen fra Dalis næst dyreste serie af traditionelle dynamiske højttalere.


I Dali´s efterhånden nærmest utroligt store højttaler program, placerer den sig således midt mellem Euphonia og Mentor serien.


Prismæssig befinder vi os på et niveau, hvor man må op med 50 af de lange, for at erhverve sig et sæt, hvilket jo selv i dag i de flestes øjne, nok er pænt mange penge for et sæt højttalere.


Det begrænser naturligvis publikum til at omfatte ægte hifi nørder med en velspækket pengepung, og folk der har lokaler der er store nok, til naturligt at afbalancere højttalerens størrelse. 


 


Ibrugtagning


Lad det være sagt med det samme, en højttaler der med emballage vejer 53 kg stykket er IKKE ibrugtagnings venligheden selv. 


Helicon 800 MKII er en rigtig tung svend at danse rundt med. Tilmed er den stor med sine granvoksne 113cm i højde 30,4 cm bredde og 54 cm dybde.  Men emballagen er til gengæld snedigt udformet, så man kan trække højttaleren sidelæns og stående ud af kassen.


Placering af højttaleren er jo selvfølgelig lidt af et vægtløfter job, som besværliggøres af, at højttaleren har en særdeles respektindgydende finish, som man helst ikke piller alt for meget ved. Så det er et 2 mands job at få højttalerne anbragt på rette sted.


Der medfølger en udmærket brugsanvisning til Helicon 800 MKII, som omhandler hele Helicon serien. Den gennemgår på udmærket pædagogisk vis tilslutning, placering, vedligeholdelse og lidt enkel instruktion omkring akustik og forstærkereffekt.


Dali anbefaler min. 30 cm til bagvæggen og 60 cm til sidevægge, og at man anvender en stor forstærker til Helicon 800 MKII.


Der medfølger også et sæt jumpers, så man kan bruge højttaleren med et enkelt højttalerkabe,l og en mikrofiberklud i flot kvalitet med Dali logo til at tørre fingre af med. 


 


Beskrivelse af Helicon 800 MKII


Kigger vi lidt på højttalerens fremtræden, så må man lige gispe lidt over den usædvanligt flotte finish de har. De udlånte eksemplarer fremstår i cherry og med en spejblank overflade, som virker meget gedigen og modstandsdygtig. Fronten er i en flot blank sort finish, som kan tildækkes med det medfølgende frontstof.


Tager man en tur rundt om højttaleren, så får man et indtryk af størrelsen, for set lige forfra syner den ikke helt så voldsom som den faktisk er. Det er når man betragter den fra siden at størrelsen afsløres.


Jeg vil tro at en del af de potentielle kunder til Helicon 800 MKII, grundet størrelsen vil skulle lægge et helt pænt beløb oven i selve købsprisen på højttaleren, som skal bruges til at købe blomster til fruen, hvis de skal ind og stå i familiens stue. Det her er med andre ord “fars højttaler”.


 


 





Fotos: Søren Nielsen / recordere.dk



 


 


Bestykningen af højttaleren består af ikke mindre end 5 enheder, 2 stk specialbyggede basenheder på 8″ , som sidder i hver sit basreflexkabinet, det giver overfladeareal som én enhed på 11″.  Tunings frekvensen på bassytemet ligger på 28,5 Hz, hvilket sikrer output ned til 31Hz (-3dB). Afskæring opefter oplyses til  580 Hz for begge enheder.


Membranerne er iflg. Dali træfiber membraner, og de fremstår i samme rødlige farve som kendes fra Euphonia. Ophænget af membranen føles meget blødt, når man forsigtigt trykker på den, hvilket er med til at sikre et lavt tab i det svingende system, som igen medfører at også meget svage elektriske signaler kan omdannes til hørbar lyd.


Magnetsystemet på basenhederne ser pænt voldsomt ud, idet der er tale om et system med 2 magneter. Der skulle dermed være rigeligt motorpower til at håndtere selv store udslag med fuld kontrol, og ikke at forglemme de mindste udslag.


Kabinettet er indvendigt foret med noget der ligner akustilux, og der er tydeligvis taget stort hensyn til at luftstrømmene har fri bevægelse. Der er dermed ikke tale om dæmpning af luftstrømmene i kabinettet i traditionel forstand, meningen har nærmere været at forhindre reflekteret lyd i mellemtone registret i, at ramme bagsiden af membranen på basenheden og derved farve lyden.


Faconen på baskabinetterne er helt uden parallelle flader, så stående bølger inde i kabinettet ikke bliver noget problem.


Det vigtige mellemtoneområde (580 – 3.000 Hz) varetages af en specialbygget 6,5″ enhed, der også har den rødlige farve, som basmembranerne har. Den sidder i et lukket kabinet med et overraskende stort volumen, og føles noget strammere i ophænget end basserne, den er placeret umiddelbart oven over den øverste 8″ basenhed, og ikke som på Euphonia, hvor mellemtoneenheden er placeret øverst.


Også mellemtone enheden har et massivt motorsystem, hvor der er dobbeltmagnet.  Det kombineret med den meget lette membran, sikrer ud over en lynsnar transientgengivelse, også at meget svage elektriske signaler kan omsættes til akustisk energi i lighed med basserne.


Diskant modulet består, som på de øvrige lidt dyrere Dali modeller, af en softdome med textil membran på 25 mm og et lille bånd element på 10*55 mm.
Dome enheden varetager området over 3KHz og op til sin naturlige afrulningsgrænse, hvor båndet overtager.


Det betyder, at der ikke har været nødvendigt at sætte komponenter i serie med signalvejen for at afrulle dome enheden opefter. Man har i stedet fået enheden fremstillet til lige netop det formål, som den her anvendes til. Det er snedig højttalerkonstruktion, må man sige.


Delefrekvensen mellem de 2 diskantenheder ligger så højt som 13KHz, hvilket er tæt på høregrænsen for de fleste mennesker, og primært anvendes disse høje toner mest til retningsbestemmelse af lyd. Alligevel har Dali folkene fundet det umagen værd, at ofre dette område ekstra opmærksomhed.


Én af begrundelserne for ulejligheden er, at en textil dome enhed ikke kan følge det elektriske signal med hele sit membran areal. Over en vis frekvens er det faktisk kun kantophænget der følger signalet. Det har f.eks. DST (Scanspeak og Vifa m.fl.) løst ved, at opfinde ringradiatoren, der som bekendt ikke har nogen midte af membranen, som skal følge svingspolens bevægelser.


Dalis løsning er endnu mere radikal, på med et bånd, som i princippet er en svingspole der fylder hele membranarealet, og som derved påvirkes helt ensartet. Det fjerner de før omtalte problemer med opbrydninger fuldstændigt, men samtidig bevares dome diskantens membran areal til gavn for de lavere frekvenser.


Den vakse vil så spørge, hvorfor ikke bare bruge ét enkelt større bånd til diskantområdet, svaret er spredning, som vil blive meget begrænset specielt i det lodrette plan.


Delefiltret har Dali valgt at lave som hardwired i Helicon 800 MKII, det er den ultimative måde, at opbygge et filter på, idet printbaner normalt har et noget begrænset tværsnit, ligesom man ofte kan næsten halvere antallet af samlinger i signalvejen.


Dali bruger kondensatorer fra Solen i MKP udgave, Bennic når det gælder bipolare elektrolytter og modstande, spolerne er luftspoler i rund kobbertråd sandsynligvis af egen tilvirkning. Det hele er nydeligt monteret på en træplade i bunden af kabinettet i sit eget aflukke.


Filterteknologien holder Dali ind til kroppen, hvilket sagtens kan forstås, men der er ikke tale om traditionel filtrering, men i stedet er enheder og filter sammentænkt, om man kan sige det sådan. I hvert tilfælde er det tydeligt, at der filtreres med forholdsvist få komponenter, hvilket tyder på en elektrisk filtrering der er af lav orden, måske endda 1. orden (6dB/okt), eller noget der ligner lidt.


Det stiller normalt store krav til enhederne i form af køling i diskant elementerne og i form af membran stivhed og lethed på bas mellem tone enhederne, idet de ellers vil bryde op og lave absolut uønsket spektakel i processen.


Dernæst har 1. ordens filtre normalt den følge, at højttaleren bliver meget placeringsfølsom, idet flere enheder bidrager temmelig meget ved samme frekvens, men det problem forefindes overhovedet ikke på Helicon, men det vender vi tilbage til under lyttetesten.


Den store fordel ved filtrering af lav orden er så den, at de er impulskorrekte. De spiller med en slags ubestikkelig friskhed, og leverer transienter på en meget overbevisende måde.


Helicons kabinet er opbygget af MDF plade, det ser det i hvert tilfælde ud til at være, og det virker overbevisende solidt. Banketesten giver blot ømme knoer.
Foden er i højglanslakeret sort lak, og rager et par centimeter ud under kabinettets footprint.


Tilslutningerne består af 4 stk. terminaler, af en type som kan tage gafler (folk kalder dem spader), rå afisolerede  kabelender og 4mm bananstik.


Bananstikkene kan terminalen klemme fast, så de sidder helt urokkeligt i bøsningen. Det er terminaler i overbevisende kvalitet, som helt sikkert vil holde i mange år fremover.


Den interne forkabling i højttaleren ligner noget teflon isoleret kobber der er forsølvet, det forefindes i 2 tykkelser, hvor det anslået er 2 kvmm til basserne og mellemtonen og ca. 1 kvmm til diskant modulet.


Af brugsanvisningen fremgår det, at højttaleren leveres med spikes som standard tilbehør, men dem har jeg nu ikke kunnet finde i kasserne, men det udlånte sæt har heldigvis spillet tidligere, så de ligger sikkert og griner et sted. De savnes nu heller ikke umiddelbart.


 


 




 


 


Lyttetest


Det er lidt specielt med lyttetests af højttalere, fordi selvom vi har modtaget et tilspillet sæt af Helicon 800MKII, så har de altså stået og ventet på et lager i en uges tid eller mere.


Det betyder at førstehåndsindtrykket bliver lidt blandet, men vi synes alligevel det er relevant at nævne, at her har vi med en højttaler at gøre, hvor membraner bevæger sig meget lidt, hvilket medfører, at der jævnligt skal spilles med højttaleren for at holde den fit for fight. Men hvem køber også denne højttaler for ikke at bruge den?


Heldigvis er de lynhurtige til at komme sig over forskrækkelsen, allerede en lille time efter de blev sat op, begyndte de stille og roligt at finde deres kampform frem fra gemmerne.


Noget af det første gamle nørder bemærker ved lyden fra Helicon er, at den har en usædvanlig fornem spredning. Begrebet som er i familie med et andet begreb, som kaldes power response, hvilket det vil føre lidt for vidt at gennemgå på en meningsfyldt måde i denne anmeldelse.


Men meget kort kan power response beskrives som den energi en højttaler afgiver ved alle frekvenser. Deraf kan man så udlede, at hvis en højttaler leverer tilstrækkelig diskant niveau, men kun direkte på diskanthøjttalerens akse, så mangler der energi alle andre steder i rummet.


Og om man vil det eller ej, så betyder det at den energi som højttaleren spreder fint (typisk mellemtone og nedefter) skal dæmpes i rummet, fordi der ellers kommer for megen reflekteret energi til lytteren.


Men det har man styr på hos Dali, højttaleren er usædvanligt lineær i sin udstråling. Det bemærkes bla. ved at hvis en person går hen foran den ene højttaler, så er resultatet tæt på ingenting.


I gamle dage oplevede man ofte, at hvis en person gik forbi en bånddiskant, så sagde det først: zzzzzzz – derefter ingenting og så zzzzzzzzzz, når personen var helt forbi. Den tendens findes slet ikke på Helicon.


Det er også årsagen til, at højttaleren ikke skal vinkles, den skal bare pege direkte fremad, så undgår man i tilgift at lytte til refleksioner fra højttalerens baffel.
Så det kan altså hurtigt konstateres, at der er tale om gennemsund lyd der kommer fra Helicon.


Det næste man bemærker ,er at højttaleren er akustisk usynlig selv på kort afstand. Havde man bind for øjnene ville man ikke ane hvor de stod. Man kan på en måde godt kalde det en gigantisk hovedtelefon, for den har en evne til at forsvinde fuldstændigt, det er egenskaber, der ikke lige hænger på jordbærtræerne selv i højsæsonen.


Umiddelbart er indtrykket, at højttalerens akustiske grænseflade ligger noget i stil med 0,5 – 0,75 m bag højttalerens baffle. Med det mener vi, at der sidder de udøvende og spiller og synger.  Altså musikerne sidder ikke inde i kasserne på noget tidspunkt, de er helt fri af kabinetter og enheder. Højttaleren kan dermed karakteriseres som akustisk transparent ved alle de frekvenser den i testperioden afspillede musik indeholder.


I den sammenhæng skal man lige gøre sig klart, at lyd der udspringer direkte fra enhederne i forbindelse med specielt 2 mikrofon optagelser, kun kan være forvrængning, idet hverken produceren eller musikeren aner noget som helst om hvor din højttaler står.


Det fører til, at vi kan slutte, at lyd direkte fra enhederne og lyd præcist midt mellem højttalerenhederne på 2 mikrofonoptagelser, kun kan være forvrængning. Den slags forefindes slet ikke på Helicon, og bl.a. derfor må forvrængningen formodes at ligge meget lavt.


Det er da også det indtryk man hurtigt får af gengivelsen. Højttaleren gør simpelthen det, at den ligesom overtager rummet bag sig, og gør sit job helt uanfægtet af noget som helst.


Ligegyldigt hvad du serverer for den, foregår scenariet med en kontrol, som er så skarp, at man ikke længere oplever den som kontrol. Den gør det sådan set bare.


Det er med andre ord en pænt overskudsagtig højttaler vi her har med at gøre. Hverken vilde brag på stortrommer eller tutti passager i mere mellemtone baseret musik har nogen indvirkning på højttalerens evne til at forsvinde. Vi forsøgte også med messingsuppe i overdrevne mængder, men det var tydelig vis ørerne der ikke rigtigt gad mere.


Højttaleren forblev transparent på trods af alle de forsøg der blev gjort for få den til at gøre det modsatte, nemlig begynde at optræde direkte i enhederne, enten i form af højt pres eller klipning.


Så hvis du kan lide lydtryk i den gode ende af skalaen, så er her en mulighed, de spiller bare højere, når du hælder mere effekt i dem.
Kan de så også spille lavt, kunne man spørge ret ud i klimaet?


Ja det kan de faktisk, de kræver næsten intet for at vækkes til live, hvilket ganske sikkert kan tilskrives Dali´s low loss filosofi. Højttalerne præsterer allerede ved meget lave niveauer overbevisende 3D og involverende transient behandling, hvilket normalt kræver lidt mere niveau.


Så det er slet ikke en betingelsesløs “spille højt” højttaler. Den fungerer lige godt ved kraftigt og svagt niveau. Det sidste kan være meget vigtigt i mindre end ideelle akustiske omgivelser, eller hvis man ønsker at lytte uden at forstyrre andre.


Helicon 800MKII er derfor på trods af sin størrelse alligevel en slags familievenlig højttaler.


Et resumé af alt det ovenstående må nødvendigvis indeholde en konstatering af, at helicon 800 MKII er en højttaler med en meget lav forvrængning, og at den er i stand til at levere varen både ved kraftige og svage lydtryk og samtidig er den ikke specielt direktiv. 


 


Så langt så godt.


Noget af det vigtigste ved en højttaler ud over, at den ikke besidder uønskede resonanser og farvninger, er højttalerens klangbalance. Den burde egentlig komme først, men fordi vi ønskede at skrive denne her anmeldelse over lidt længere tid, valgte vi at vente og se om noget ville ændre sig. Det skete egentlig ikke for vores udlånte sæt, det kørte fint fra dag 2 og holdt stilen igennem testen.


Modsat hvad mange nok ville tro når de ser den, så er det vores opfattelse at Helicon 800 MKII faktisk har en marginal hældning mod det slanke. Man skal forstå, at det er absolut marginalt.


Det er som om højttaleren præsterer sin dynamiske performance en lille kende forskudt mod den lidt højere ende af mellemregisteret. Det opleves som en lille anelse tilbageholdenhed i det område, hvor transienter har allermest energi. Tendensen er meget marginal, men transienter kan altså opleves lige lidt mere realistiske i det område, hvor transienter ud over at kunne høres også kan føles.


Tænk på et full size piano, som en fuldblodspianist spiller på. Her er kraften af lyden både hørbar og den kan føles helt korporligt både gennem luft og faste materialer.


Her virker det som om Dali har valgt at hylde naboskabet en anelse mere end at skabe den ultimative monitor højttaler. Vi vurderer derfor Helicon 800 MKII som en meget neutral formidler, som dog civilicerer de kraftigste transienter en lille hårsbredde. Det er vores opfattelse, at det er et helt bevidst valg fra Dali´s side, og jeg tror mange vil synes det er et godt kompromis mellem pinlig reproduktion af musikken og daglig brug af højttaleren. 


 


Hvad så med opløsningen kunne man igen spørge?


Her er Helicon 800 MKII bare på hjemmebane. Den gnaver sig simpelthen ind til benet, så der ikke er noget tilbage at ønske.


Den har med andre ord en evne til at blotlægge detaljer, så godt som man kan ønske sig, men det bedste ved det er, at de hænger stadig på de instrumenter der spiller. Det er altså ikke en flok omkring sig farende detaljer løsrevet fra en helhed. Man har bare et usædvanligt klart indtryk af de instrumenter der spiller.


Det er med andre ord absolut det modsatte af en “wall of sound” man præsenteres for af Helicon 800 MKII.


Her er i stedet nuancer frem for alt, f.eks. fremstår et piano med klangfarver og klangnuancer, der virker absolut befordrende for illusionen om at være til stede ved optagelsen. Det samme gør sig gældende for violin, hvor man nemt og tydeligt oplever buens hoppen hen over strengene, når det er påkrævet. Også  andre akustiske instrumenter opleves særdeles nuancerede og naturtro over Helicon, f.eks. spansk  guitar er en oplevelse på den højttaler.


Stemmer får grundlæggende samme behandling, men her er det altid vigtigt, hvordan de kraftigste passager behandles, f.eks. s, sch, t lyde. Men det kører i overlegen stil, der er intet hørbart generende ved gengivelsen af stemmer, de gengives faktisk med en intimitet, hvor man kunne forvente lidt bidskhed i ny og næ, men her viser diskantmodulet sine evner.


Det spiller ubestikkeligt rent, såfremt det du hælder i højttaleren også er det. Vi vil gerne lige holde fast i det her, fordi det med at kunne levere en nærværende lydoplevelse, hvor du har en vokal der står lige for næsen af dig, som ikke virker dynamisk begrænset eller indelukket, hænger sjældent sammen med at den også er ren og delikat.


Men det er faktisk her at Helicon peaker, den disciplin kan den bare. 


 


3D


Som alle andre anmeldere har kunnet konstatere, så er Helicon serien kendt for, at præstere et full size lydbillede, og 800 MKII er ingen undtagelse. Perspektivet er meget troværdigt, og giver ved korrekt opstilling en meget naturtro illusion af musikernes placering i rummet.


Ved multimikrofon optagelser synes det som om, at den mildner opstillingen en lille smule til fordel for helheden, men det vil mange lyttere sikkert opfatte som en fordel.


Den har dybde som de bedste og højden i perspektivet er forbilledlig. Bredden er svær at definere, fordi egentligt har den ikke rigtigt nogen grænser. Helicon 800 MKII fylder det ud, som der ligesom er nødvendigt, kan man sige, og oplever man Q sound på den, så er den helt i sit es.


Vigtigt er det dog at følge fabrikantens anvisninger, som siger at højttaleren skal stå i samme afstand fra hverandre, som afstanden til lyttepositionen. Og det skal ikke fraviges.


Meget ofte opleves det at højttaler opstilling foretages helt anderledes. Typisk er der meget længere til lyttepositionen end der er mellem højttalerne, med det formål for øje, at øge dybdeperspektivet. Gør man det med Helicon, så er den fornemme 3D og den flotte proportionering af størrelsen på instrumenter smidt på porten. Så det er vigtigt at der er afstand nok mellem højtalerne, de har nemlig slet ikke problemer med at gengive dybde i den position.  Og det er helt sikkert at du vil komme til at holde af den realistiske størrelse på lydbilledet, frem for “tændstikæske koncert sale” med mikroinstrumenter og overdreven dybde.  


 


Hvad er det så der rykker?


Hvad er det så Helicon 800 gør, som er ud over det sædvanlige kunne man tillade sig at spørge, for prisen indikerer, at det her mener de alvorligt. Hertil skal hurtigt svares, at højttalerens overall nærværende og absolut sammenhængende lyd er den helt store force ved Helicon 800, hertil kommer så dens gengivelse af de øvre oktaver.


Hvis du kan fodre højttaleren med et pinligt uforvrænget signal, så kvitterer den med en usædvanligt klar og letforståelig diskantgengivelse, som på en måde ikke rigtigt kan kaldes diskant, fordi den hænger så glimrende sammen med resten af lydbilledet. Det er altså ikke en imponator super duper tryllediskant vi her har med at gøre, men i stedet en fnuglet nuancering af det der foregår med diskantindhold. Det kan være svært at undvære dens evne til at nuancere næroptagelser på vokaler, når man først har hørt den.


S, t, sch, z lyde bliver behandlet med en overlegenhed og elegance på samme tid, og man kan faktisk godt sidde tilbage med det indtryk, at sangeren synger for lige netop dig, men kom nu ikke for godt i gang her.


Den opløsning og det nærvær gælder også det øvrige toneområde, som behandles på lignende måde, men alligevel kan man ikke undgå at lægge mærke til specielt basgengivelsen, især hvis man kommer fra en mindre højttaler.


Her sker der lige pludseligt lidt mere, ikke at der er mere niveau, det er der ikke, men opløsningen er her bare fornem, man kunne sige det sådan her, bassen spiller 8 tone musik og så jamrer den aldrig. Skal der være hug på, så kommer der hug på, og det er væk lige så lynsnart som det kommer, så bastransienter er Helicon 800 ikke særligt bange for, ligesom andre transienter også ankommer rettidigt.


3D er blandt Helicons helt stærke sider, men det har vi sådan set beskrevet uddybende allerede, her er blot at gentage, at højttaleren bør stilles op efter Dali´s anvisninger, ellers får du ikke det flotte lydbillede i realistisk størrelse, som højttaleren faktisk kan præstere.


 


 



 


 



Konklusion


Det har været en fornøjelse at omgås Helicon 800 MKII i testperioden. Den flotte finish har imponeret mange, ligesom størrelsen også har gjort indtryk, men også heldigvis har dens lydreproduktion vakt opmærksomhed hos alle der har lyttet til den i testperioden.


Et par af de bemærkninger der blev strøet omkring af forskellige personer, og som stadig huskes, er f.eks. “Den er der jo slet ikke”, og “Hvor er den flot”, “Jeg kan bedre lide dem end de gamle højttalere” osv.


Det er med andre ord en fornem gengiver vi har til bords i denne anmeldelse. Dens nærvær, perspektiv og lave forvrængning er ingen selvfølge i enhver prisklasse, men det kræver til gengæld, at du har grejet til at føde den. Har du ikke allerede det, og er der heller ikke udsigt til at få det i den nærmeste fremtid, så lad være. Det har højttaleren lidt for udprægede monitor egenskaber til at udglatte for dig, og så ender bekendtskabet sandsynligvis som mere problematisk end lykkeligt.


På trods af det, er det alligevel ikke helt en monitor højttaler vi har med at gøre, dertil har den lige et anstrøg af noget behageligt over sig. Som allerede nævnt giver det sig udslag i en lille mildning af transienter, specielt i den nedre del af mellemtoneområdet. Men det er nok her du skal kigge efter Euphonia i stedet, hvis du vil drible uden om det, men så ryger skiferien sig nok en tur på det alter.


I dagligdagen er Helicon 800 MKII en højttaler, som man usædvanligt nemt kommer til at tilbringe tid sammen med. Lyttetræthed sker aldrig, hvis du da ikke lige hælder MP3 filer i den eller andet snavs, men så er man jo også selv ude om det. Den har en evne til at involvere lytteren, selvom niveauet er lavt, og så har den en fornem spredning, som gør det nemt at følge med i hvor instrumenterne står, også selvom farmand har snuppet den bedste plads i sofaen. Man kunne udtrykke det som “Når det regner på præsten, så drypper det på degnen”.


Med de marginale forbehold, kan Helicon 800MKII kun ende med at score vores varmeste anbefaling. Det er en højttaler med egenskaber i referenceklasse, som efter vores ydmyge mening har fået en lille tilpasning til det marked, der eksisterer for elektronik og software i vores fælles virkelighed.


Skulle vi finde en buzzsætning til den bliver det: Den er lidt mere illustrativ end den er emotionel.


 


 


Her får du “pro´s & cons”


+ Akustisk transparent
+ Fornem 3D
+ Tæt på neutral klangbalance
+ Involverende ved lave niveauer
+ Usædvanlig ren gengivelse
+ Vokaler giver undertiden ståpels
+ Nuanceret gengivelse fra nederst til øverst
+ Overlegen effekthåndtering
+ Fornem finish
+ Størrelsen


– Mildning af transienter specielt i mellemtonen
– Den koster da lidt
– Størrelsen



 







Tekniske data (Fabrikantens oplysninger)



  • Kategori : Gulvhøjttaler
  • Diskant : 1softdome / 55 mm bånd
  • Mellemtone : 6,5″
  • Bas : 2 x 8″
  • Frekvensgang -3dB) : 31-27.000 Hz
  • Impedans : 4 ohm
  • Følsomhed : 89,5 dB
  • Bi-wire : Ja
  • Spikes inkluderet : Ja
  • Størrelse : 113 x 30,5 x 54,5 cm (HxBxD)
  • Vægt : 42 kg
  • Basrefleks-konstruktion
  • Magnetisk afskærmet
  • Delefrekvenser: 580/3000/13.000 Hz

Annonce