Forside Indhold og distribution Spil features

Spilanmeldelse: Battlefield 4



 


Ikke meget nyt under solen


Man kan vidst godt argumentere for, at det efterhånden er svært, at finde på nye tiltag og nye ideer, når det gælder first person skydespil(FPS). De sidste mange år er der kommet et væld af gode FPS spil på gaden, så selvom udviklerne har rigtig godt fat i de tekniske aspekter af spillene, så begynder historierne og missionerne, at være lidt for genkendelige.


Battlefield 4 er bestemt ingen undtagelse og med svenske DICE bag roret, er det et yderst erfarent og dygtigt team, som heller ikke skuffer denne gang.


Teknisk er Battlefield 4 et naturligt skridt op ad stigen. Grafikken er blevet lidt pænere, styringen er stadig hurtig og præcis. Denne version af Battlefield er testet på PS3, så selvom grafikken er nydelig, så kan den ikke måle sig med hverken PC-versionen eller den kommende PS4 version. Hvis man selv vil sammenligne, så findes der flere videoer på nettet, som sammenligner etc. Oplevede dog selv nogle små fejl, hvor jeg blandt andet “faldt” igennem et helt krigsskib og nogle gange sad uhjælpelig fast i et køretøj.


Der er i det hele taget ikke meget nyt at komme efter vedr. spillets grafik, styring, tekniske data etc. En enkelt lille nytænkende ting er dog måden, som man kan styre køretøjerne på. Dette foregår nu udelukkende via kontrollerens 2 styrepinde, hvor venstre styrepind fungerer som både speeder, bremse og som rat. På højre styrepind styrer man så evt. kanoner og våben. Dette kræver en hvis tilvænning, men hvis man heller vil benytte de mere klassiske indstillingen, så kan man ændre sin opsætning tilbage til dette.


 



 


Selve historien er ganske uinteressant og en lille smule forvirrende. En krigsliderlig kinesisk general starter en intern konflikt i Kina. På et tidspunkt bliver USA inddraget i konflikten og man bliver som US Marine Sergeant Recker derfor sendt rundt på forskellige missioner i diverse brændpunkter. Må ærlig indrømme, at historien hverken er nyskabende eller specielt velfortalt. Selv efter at jeg har gennemført spillet, så er jeg stadig ikke helt klar over sammenhængende imellem visse personer og deres rolle i historien.


At historien ikke er på toppen, skal dog ikke tage noget fra selve spillet og selve singleplayerdelen.


Battlefield 4 er et rigtig godt og yderst underholdende skydespil. Nogle godt designede baner, som kombineret med en god afveksling i tempoet, giver lidt pusterum imellem de hæsblæsende og action fyldte baner. Et stort udvalg af våben og køretøjer er selvfølgelig også repræsenteret og disse både lyder og føles autentiske.


Jeg var i hvert fald yderst tilfreds med singleplayerdelen, selvom den kun varede omkring 7 timer at gennemføre.


 


 


 


Det rigtige Battlefield ? Multiplayerdelen


Selvom singleplayerdelen er yderst underholdende, så er der jo ingen tvivl om at det er i multiplayer, hvor Battlefield 4 skal vise sit værd og tjene sine penge. Så selvom det meste føles som en naturlig videreudvikling fra det fantastiske Battlefield 3, vil de fleste hurtigt føle sig ganske hjemmevant i Battlefield 4.


Battlefield-serien har altid været kendt for at have nogle kæmpe multiplayerbaner, som giver plads til udfoldelse såvel til fods og med diverse køretøjer, helikoptere og fly. Dette er selvfølgelig også tilfældet i Battlefield 4. Fra den brutale nærkampsoplevelse i storbyen i Siege of Shanghai til kampe i snævre fængselsgange og stejle bjergsider i Operation Locker til den fantastiske Zavod 311 kampvognsfabriks industrielle kampzone for bare at nævne nogle af dem.


Alle banerne er stadigvæk rigtig flotte og er et perfekt match af gemmesteder, åbne områder og uanede muligheder for en god multiplayeroplevelse.


 


Levolution og nogle af de andre


De mere klassiske spiltyper såsom Team Deathmatch er selvfølgelig til stede, men vil hellere kort fremhæve nogle af de nye spiltyper, som jeg finder mest interessante. 


I Conquest kæmper man om at få kontrollen med op til otte kontrolpunkter i en fuld skala krig. Man har adgang til et stort udvalg af kampvogne, helikoptere og både, så kampene bliver hurtigt hektiske, lidt kaotiske, men rigtig sjove.


I Rush skal det ene hold forsøge at erobre en række af kontrolpunkter, imens det andet hold skal prøve at forsvare disse. Dette udvikler sig hurtigt til en halsbrækkende kamp om at erobre og generobre kontrolpunkterne og især når man forsvarer føles det som en kamp imod tiden for at generobre tabte positioner.


Defuse minder meget om det klassiske Counterstrike, hvor det ene hold skal bringe en bombe til sprængning, imens det andet skal prøve at desarmere denne inden tiden løber ud. Da man kun har et liv pr. spil, så er det med at være påpasselig og tænke sig godt om.


 



 


Et helt uovertruffen tiltag, som Dice har proppet ind i spillet er den såkaldte træningsbane, hvor man i ro og mag kan prøve alle spillets forskellige køre- og luftfartøjer. Så nu kan alle blive familiære med hvordan man styrer kamphelikopteren, inden man kaster sig ud i en rigtig kamp. En stor hjælp til såvel nye som mere rutinerede spillere.


Et andet anderledes og meget underholdende idé, er det som Dice har valgt at kalde Levolution. Som du måske har set på diverse trailere, så kan banerne undervejs i spillet pludselig ændre sig. Bygninger styrter sammen, dæmninger sprænger eller en snestorm ændrer drastisk banen. Udover det rent visuelt ser flot ud, så kan disse events også få stor indflydelse på det spil, som man er i gang med. Dette giver det hele et lille pift, som bestemt er værd at tage med.


Til sidst vil jeg lige nævne Commander Mode, hvor man får chancen for at styre og planlægge sit hold aktioner. Du giver ordre til at enten forsvare eller angribe, alt imens du styrer scanner efter fjenden med din UAV, koordinere et angreb med krydsermissiler, får nedkastet nye forsyninger til dit hold eller scanner efter køretøjer. Selvom man ikke aktivt deltager, så er det en fantastisk fornemmelse, at koordinere sit hold til en sejr.


 


Konklusion: 


Battlefield 4 er et aldeles fantastisk spil. En underholdende singleplayerdel og en helt fantastisk multiplayerdel. Storslåede kampe med alverdens fantastiske våben og køretøjer på flotte og veldesignede baner.


Battlefield-serien bibeholder stadigvæk pladsen, som et af de absolut bedste multiplayerspil inden for FPS-genren.


Om man er til Battlefields store kampe eller Call of Duty´s mindre holdbaserede kampe er en smagssag. Personligt syntes jeg begge typer har deres berettigelse. Battlefield 4 er bestemt alle pengene værd og selvom der kun er ca. 7 timers spil tid i singleplayerdelen, så er der mange hundrede timer at hente i online/multiplayeruniverset.



 


Karakter: 9/10


 


 



Annonce