Forside Indhold og distribution Film

Arkæologisk fund: Atari spil fra 80’erne




Billede fra Microsoft-udgravningen postet på Twitter af Major Nielson (aka Lawrence “Larry” Hryb, Director of Programming for Xbox Live)



 


Dokumentarfilm fra Microsoft graver millioner af E.T. Atari-spil op af ørkenen i New Mexico.


Normalt er arkæologi noget med at grave efter fund fra en fjern fortid, men i den amerikanske stat New Mexico har holdet bag en ny dokumentarfilm gravet efter fund fra de tidlige 80’ere. 1980’erne, vel og mærke.


Det er Microsoft Xbox Entertainment Studios der står bag filmen, som afdækker et af spil-industriens første og største flop.


Tiden skrues tilbage til 1982. Steven Spielberg havde stor succes med filmen E.T. og Atari indgik en aftale til 20 mio. dollars med Spielberg, om rettighederne til spillet E.T. Med dollarkursen dengang var det den vilde sum af 167 mio. kroner, og det var næsten det dobbelte af de 88 mio. kroner som det kostede at indspille selve filmen.


Men spillet blev hastet igennem. Det var dårligt lavet, og fik ry af at være et af de værste spil nogensinde. Det endte som et gigantisk flop.


Atari producerede 5 millioner kopier i kassetter til deres spillekonsol op til julesalget det år, og hovedparten endte som usolgte eller blev retuneret af køberne.


Nu stod Atari med et kæmpe underskud, og stabler af usolgt merchandise sammen med millioner af kassetter med spillet. De besluttede sig for at skaffe det af vejen, og efter aftale med byen Alamogordo blev det i ly af nattens mørke begravet i New Mexicos ørken. Efter sigende fyldte “affaldet” 9 lastbiler.


Rygtet om de begravede spil levede videre i årene derefter, men først mange år senere fandt spillefans frem til den mulige lokation for gravstedet.


Nu har Microsoft finansieret en dokumentar-film om denne moderne grav, der står som et minde om det første kollaps spil-industrien oplevede. For Ataris flop spredte sig som ringe i vandet, og i flere år derefter lagde det en dæmper på lysten til igen at investere sådanne summer i computerspil.


Dette ene spil om E.T. var reelt tæt på at tage livet af hele computerspil-industrien dengang, men heldigvis klarede de skærene, med en historie der nu dokumenteres på film.


 


 





Billede fra udgravningen postet på Twitter af Major Nielson (aka Lawrence “Larry” Hryb, Director of Programming for the Microsoft gaming network Xbox Live)


 



Billede fra udgravningen postet på Twitter af Major Nielson (aka Lawrence “Larry” Hryb, Director of Programming for the Microsoft gaming network Xbox Live)


 


Billedekilde: Larry Hryb (Microsoft)

Annonce