Forside Nyheder

Nokia-smartphone med Android til under en tusse


Det lyder stadig som en vits at Nokia laver Android-telefoner, men de bliver et mere og mere attraktivt tilbud for folk, der ikke kræver så meget af deres smartphone.


Nokias fjerde Android-telefon er på vej, og den bliver ultrabillig, men er slet ikke uden evner. X2 hedder den, og kommer helt ned på 99 Euro i europæisk udsalgspris – ulåst. For det får man en telefon med 4.3-tommers skærm i WVGA (800×480 pixels), der dog er en af Nokias gode ClearBlack LCD-skærme.


Der sidder et dual-core 1.2GHz Snapdragon 200-chipset i den, der understøttes af 1GB RAM. Der er 4GB lagerplads, der dog kan udvides med op til 32GB via microSD-kort. Kameraerne er på hhv. 5MP og 0.3 MP (VGA). Der sidder et udskifteligt 1,800 mAh-batteri i den. Til gengæld er den dual-SIM, så er man typen, der gerne vil have arbejds-telefon og hjemme-telefon i én enhed, kan man gøre det med denne.


Det er næppe en telefon, man skal forvente at køre de helt tunge ting på, og man kan jo more sig lidt over, hvordan Nokia forsøger at få Android til at ligne Windows Phone på launcheren.


Til gengæld er en pris på under 1000 kroner for en smartphone uden binding, der kan bruge to SIM-kort egentlig ret imponerende. Den bliver sat til salg globalt i juli.

Annonce