Forside Indhold og distribution Spil features

Spilanmeldelse: Wolfenstein – The New Order



A New World Order

I Wolfenstein – The New Order er verdenshistorien og tiden efter anden verdenskrig, blevet omskrevet en smule. I stedet for et nederlag til tyskerne i 1945, så har Nazi-Tyskland formået at vinde krigen og indtage hele verdenen. Herefter har de med vanlig stil påtvunget deres regler, kultur, livsstil etc. på resten af kloden.

Store bombastiske bygningsværker og en brutal fascistisk stil gennemsyrer en verden dybt kontrolleret og underkastet af nazisterne.

Anført af den geniale General Deathshead, har De udviklet nye våben og teknologier, som resten af verden ikke har kunnet stille noget op over for. Efter at USA bliver ramt af et par atombomber, så må selv Uncle Sam overgive sig.

Men ikke alle har overgivet sig til nazisterne og en lille trofast kerne af modstandsfolk kæmper en desperat kamp imod tiden for at vende udviklingen.

Du spiller supersoldaten William Blazkowitcz, som under et sidste desperat angreb på Deathsheads fæstning i 1946, bliver ramt af et metalstykke i hovedet, som sender ham i koma og videre til et sindssygehospital i Polen. Her tilbringer han de næste 14 år, imens han bliver kærligt plejet af personalet. Da tyskerne en dag ikke længere har brug for forsøgspersoner til Deathsheads eksperimenter, så beslutter de at lukke hospitalet og dræbe både de ansatte og de anbragte. Dette genstarter Blazkowitch hjerne og inden længe er han tilbage i rollen som Nazi-Tysklands fjende nummer 1. Inden længe har Blazkowitcz fundet sammen med modstandsbevægelsen og kampen imod Deathshead er i gang igen.



Klassisk med et twist


Wolfenstein – The New Order er et godt gammeldags FPS skydespil, som ikke har den dybere liggende historie, men som har fokus på god action, højt tempo og gode spilmekaniker.

Jeg er selv helt vild med det virkelig onde og vederstyggelige billede, som spillet tegner af nazisterne. Både banerne, omgivelserne og fjenderne er tilpas dystre og minder mig en del om fx. Helghast-soldaterne i Killzone. Det hele er meget kliche fyldt, men passer perfekt til et Wolfenstein spil.

Selve styringen sidder også lige i skabet, idet man har en rigtig god føling med Blazkowitcz lige meget om han spurter afsted eller om han sniger sig ind på fjenden og tager ham ned med en kniv i halsen. Effekterne, lyden og følelsen af de forskellige våben er også god og føles præcis og livagtig. I Wolfenstein har man mulighed for at holde et våben i hver hånd, så man kan virkelig udleve sin indre Rambo, når man mejer fjenderne ned med et maskingevær i hver sin hånd.   På ps4´eren kan man også bruge stemmekommandoer til fx at skifte våben og dette fungerer ganske ubeklageligt så længe der ikke er for meget larm i rummet.  

Om man er til den ovenstående Rambo-stil, eller man foretrækker at snige sig frem eller en mellemting, så fungerer det hele i Wolfenstein. Spillet opfordrer en til at fokusere på en af spiltyperne, da man dermed åbner op for såkaldte Perks, som giver dig nye, eller forbedre eksisterende evner. Så jo flere fjender, som man fx. snigmyrder, jo bedre bliver man til at snige sig rundt og udfinde fjendtlige officere.
Vores tyske soldater bliver selvfølgeligt ledet af nogle officerer. Disse er udstyret med en alarm og hvis du laver for meget larm, eller bliver opdaget, så aktivere de denne og der vil komme forstærkninger til området, indtil du har dræbt officeren. Et godt råd er derfor, at få dræbt officererne så hurtigt og lydløst som muligt, da man dermed undgå at bliver overrendt af skydeglade tyskere.
Der er også gemt en del hemmeligheder rundt om i spillet i form af 4 Enigma talkoder. Disse skal først findes og efterfølgende brydes for at få åbnet op for nye bonus spiltyper.   Eneste åbenlyse irritationsmoment i spillet er dog, at man aktivt skal trykke på en knap for at samle ammunition og rustning(armour) op. Dette bliver trættende i længden.


 
 


Konklusion:



Jeg havde set frem til igen at spille et Wolfenstein spil, både fordi diverse previews så spændende ud, men ikke mindst pga. nostalgien i hele serien.  Selvom der ikke bliver budt på meget nyt, så er jeg blevet godt underholdt og med en spilletid på omkring 20 timer, så er pengene godt givet ud. Grafikken er flot, men ikke super imponerende og personligt glæder jeg mig efterhånden snart til at se udviklerne tage skridtet videre og for alvor lukke op for PS4´erens maskinkraft og give os noget superflot grafik. Til gengæld har jeg svært ved at sætte mange fingre på selve gameplayet og styringen, samt spilmekanikerne. 


 
Karakter: 8/10     Testet på PS4, ude nu til alle formater.    


En lille times gameplay fra starten af spillet:
 

Annonce