Forside Indhold og distribution Spil features

TEST: Xbox One





 


Indledning


Det har på mange måder været op ad bakke for Xbox One, som har været igennem en turbulent tid. Nu er den så udkommet herhjemme og hvad kan den egentlig – læs vores bedømmelse her.


Xbox One udkom den 22 november sidste år, men blev tilbageholdt fra det danske marked af årsager vi ikke helt forstod. Men nu er den her og bedre sent end aldrig som man siger.


Jeg vil foretage anmeldelsen med fokus på Xbox One naturligvis, men da vi også har en PlayStation 4 på markedet, vil jeg ind i mellem drage sammenligninger mellem de to konsoller (uden det dog skal ende i en Xbox One vs. PS4 artikel). Jeg har endvidere valgt at inddele testen nogenlunde i de samme hovedtræk som ved PS4 testen, så der også her bliver mulighed for at sammenligne lidt.


 


 


 


 


 


Første indtryk og design


Klodset, stor og lidt kedelig var mit allerførste indtryk da jeg hev Xbox One ud af pakken. Min kones velmente kommentar om hvorvidt vi havde få ny VHS-maskine siger alt om, at Xbox One ikke vinder nogen designpriser. Foruden konsollen har du også en moppedreng af en strømboks, som vi så det på Xbox 360. Endelig er Kinect sensoren, det medfølgende kamera til brug i spil, ved stemmestyring, Skype og andet, godt nok heller ikke særligt køn. Kinecten ligner mest en prototype synes jeg og er absolut ikke noget jeg vil have stående fremme i stuen.


Tanker om at PS4 jo har indbygget strømboks og alligevel er en hel del mindre til sammenligning ligesom at PS4 kameraet (som dog ikke medfølger i PS4 pakken) er langt mindre og mere elegant har strejfet mig. Nu er udseendet dog ikke alt og at strømboksen ikke er indbygget har faktisk en positiv effekt på Xbox One, som I hører senere i testen.


Ser vi bort fra det, i mine øjne, kiksede design virker Xbox One til at være bygget i ordentlig kvalitet. Den føles robust og står godt fast på de små gummidutter i bunden. I modsætning til Xbox 360 og PS4 kan Xbox One ikke stå på højkant.


På fronten fungerer Xbox logoet som touch-knap til power ligesom en lille touchknap ved siden af disk-indtaget er eject. Herudover er der indtag af blu-ray på fronten. På bagsiden ses indgang til tv-boks, udgang til tv, optisk lyd, Kinect og USB. Der er endvidere en USB udgang på siden af Xbox One.


Det føles lækkert som Xbox One snupper blu-rays, det foregår lydløst og mere “fast” end på PS4, hvor jeg synes det godt kan rasle lidt for meget når skiven smutter ind og ud.


Foruden konsol, controller og Kinect medfølger også et headset til brug under chat. Lyden i headsettet er fornuftig, men bøjlen der går over hovedet siddet ikke godt og jeg kan ikke anbefale at man bruger det i længere tid.  


 


 






 


 


Endnu mere SHHHHH


Da jeg anmeldte PS4 roste jeg den for at være støjsvag – den udtalelse bør jeg moderere efter at fået en Xbox One i huset.


Hvor PS4 faktisk suser en hel del i visse titler, så er Xbox One komplet stille uanset hvad jeg har givet den af opgaver. Det er en fornøjelse at opleve, hvor stille der egentlig kan være under et spil og selvom mange måske vil mene at den støj PS4 udsender under spil er acceptabel, så smadrer Xbox One konkurrenten hvad lydsvaghed angår.


Det bringer mig tilbage til den åndssvage strømboks som jeg tidligere undrede mig over, hvorfor ikke var indbygget. Ligger svaret i at en ekstern strømboks har gjort Xbox One lydløs, ja så accepterer jeg at have en ekstra klods liggende.


 


 



Microsoft-video der gennemgår brugen af Xbox One.


 


 


Brugerinterfacet


Xbox Ones brugerinterface bygger over Microsofts windows 8 system med tiles. Det kører hurtigt og skift mellem menuer foregår let ved brug af controlleren. Stemmestyringen er prøvet på engelsk og den virker bedre end den på PS4, men er stadig ikke god nok til at jeg vil anbefale den. Man skal lige tale en tand for højt og en tand for langsomt til at det virker brugbart.


Hvad angår Windows 8, så har jeg har ikke den store erfaring med systemet, men på Xbox One er jeg ikke ovenud imponeret. Jeg synes det er for rodet og i bedste pc-stil er der alt for mange undermenuer hvis man vil ind og justere, oprette brugere mv.


En anden ting der irriterer mig er at spil ses flere steder i menuerne. Et sted hvis spillet netop har været i brug, et andet sted hvis skiven sidder i maskinen, et tredje hvis du har lagt spillet som favorit og sågar et fjerde i butikken som flyder sammen med resten af brugerinterfacet. Jeg synes kort sagt ikke det er særlig brugervenligt.


Når jeg køber en konsol er det for at få noget der er simpelt og ligetil at bruge. Ellers kunne jeg ligeså godt bruge en computer føler jeg. Meget er selvfølgelig et spørgsmål om tilvænning og jeg har da også lært at leve med den klodsede opbygning, men hvis vi igen skal sammenligne lidt med konkurrenten, så er brugeroplevelsen på PS4 i mine øjne bedre.


Hvad jeg til gengæld synes er umådelig lækkert, er tempoet når man skifter imellem menu, spil, film osv. Det går sindssyg hurtigt. Det samme gælder opstarten, hvor du kan indstille til helt slukket eller dvale. Ved helt slukket tager det omkring 1 minut at få liv i maskinen, mens der ved dvale kun går 10-15 sekunder fra du klikker start til du f.eks kan være igang med en film eller et spil. Har du et spil kørende, kan du altså slukke maskinen og lynhurtigt starte op, hvorefter spillet er klar, hvor du slap – super lækkert synes jeg.


 


 






 


Controlleren


Generelt er jeg godt tilfreds med Xbox Ones controller. Ved første øjekast ligner den Xbox 360 controlleren – blot en smule mindre og lidt “billigere” i kvaliteten. Derudover er batteriboksen bygget mere ind, så der ikke længere er en pukkel på bagsiden. Microsoft fortæller, at der er lavet over 40 større og mindre forbedringer på controlleren. Den mindre størrelse gør, at controlleren minder meget om PS4´s dualshock 4. En forbedring man tydeligt mærker er styrekrydset, der nu er langt mere præcist. Det samme må siges om de to analogpinde, rigtig fint. Skulderknapperne har fået indbygget rumble, hvilket føles lidt mærkeligt, men fungerer som forventet.


Selvom controlleren er god og føles som en videreudvikling af den gamle controller, er der dog et par punkter, hvor jeg synes Microsoft klokker i det. At man stadig skal bruge AA batterier i controlleren synes jeg er gammeldags, til gengæld kan den køre længere end PS4´s controller der skal oplades konstant. Investerer man i et par genopladelige batterier er problemet løst, men hvorfor ikke indbygge et opladeligt batteri i controlleren fra start?


Jeg forstår heller ikke hvorfor man har undladt at placere et stik til hovedtelefoner i controlleren. Jeg nyder at spille med hovedtelefoner (det gør min familie vist også), men på Xbox One skal jeg skal ud og købe en ekstern adapter, som monteres i bunden af controlleren, hvorefter jeg kan tilslutte mit headset. Microsoft har nemlig været så “smarte” at det kun er det medfølgende mono headset, der passer i controllerens indgang.


Sidste øf, hvilket ikke decideret går på controlleren er, at man ikke kan skubbe blu-rays ud via controlleren. Man er nødt til at bruge eject-knappen på konsollen. Hvorfor spørger jeg bare! Jeg vil have at skiven er ude når jeg kommer hen til konsollen. Mindre detalje, men kom nu Microsoft.


 


 


 


Headsettet


Som nævnt medfølger et mono-headset. Der er tale om et med bøjle der skal over hovedet og stang til mikrofonen.


Lydmæssigt fejler headsettet ikke noget, men behageligt at have på er det desværre ikke. Mit bud er at man er bedre tjent med at bruge sit eget headset, hvis du har sådan et (og så er vi lige tilbage ved problematikken om at skulle købe en adapter igen).


 


 






 


Kinect


Sony tog fusen på Microsoft da de lancerede PS4 uden kamera og derved kunne holde prisen under Microsofts der som bekendt havde Kinect sensoren med i pakken.


Det har efterfølgende vist sig at PS4 folk har tilkøbt kameraet, fortrinsvis til brug ved streaming, mens Microsoft har valgt at tilbyde salg af Xbox One uden Ki,nect mod at kunne sætte prisen ned. Sådan kan verden være så lunefuld.


Jeg forstår dog godt at Kinect er blevet skældt ud. Den er direkte grim, er på størrelse med en halv mursten og ikke helt så brugbar som Microsoft måske troede. Med mindre du gerne vil bruge kinect til spil eller skype via Xbox One, anbefaler jeg en pakke uden Kinect.


 


 


 


 


 


Øvrige funktioner


Xbox One vil gerne være stuens samlingspunkt. Apps som Netflix, Twitch, Skype og Youtube kan hentes til Xbox One, mens du må kigge langt efter tjenester som HBO og Viaplay. Konsollen er dog ret død i starten, hvor selv brug af blu.ray drevet kræver, at du downloader en app. Ikke noget med at tage konsollen i brug direkte ud fra pakken åbenbart.


Xbox One kan i lighed med PS4 optage gameplay, og streame via Twitch. Du kan også redigere dine videoer i en videoeditor. Jeg synes dog ikke at det er ligeså let som på PS4, takket være brugerinterfacet som du nok har luret, at jeg ikke fan af.


Til jer der holder af at streame film fra computeren er der godt nyt, idet Xbox One understøtter DLNA streaming fra Pc og tablet og kan afspille et hav af formater enten via stream eller USB. Det er let og fungerer godt. Desværre er det ikke ligeså let, hvis du har en Mac. Her skal du indstallere programmer og lede efter work arounds så besværlige, at jeg i hvert fald ikke orkede at forsøge.


Har du en kabelboks kan du også smide den i Xbox One og derved styre tv-delen fra Xboxen. Jeg ejer ikke en kabelboks, hvorfor denne del ikke er testet. Jeg kan dog henvise til den artikel Jeppe lavede om Xbox Ones tv.del sidste år. Artiklen finder du her


 


 



FIFA 15 udkommer til Xbox One d. 25. sep. 


 


 


Ikke så kraftig som PS4 – kan det ses?


Ser vi på ren hardware, ja så er PS4 kraftigst – på papiret. Dette argument er blevet brugt flittigt i PS4 lejren siden de to konsoller så dagens lys og der har da også været en spil, som kørte i lidt lavere opløsning på Xbox One end på PS4. Men hvad så med virkeligheden, er der en forskel at spore. Hmm nej jeg tror det faktisk ikke. De spil jeg har prøvet på begge konsoller (FIFA, Assassins Creed Black Flag) så i hvert fald identiske ud.


Det er muligt, at der med tiden vil blive forskel på titlerne, men det vil være på de eksklusive spil, altså spil der kun kommer på den ene konsol. Spil der udkommer på begge vil forblive stort set ens er min påstand.


Foruden førnævnte spil har vi kigget på Titanfall fra EA. Shooteren som var med til at sparke Xbox One i gang er underholdende og sjovt, men man fornemmer godt at spillet var en launchtitel, da der bare på de 9 måneder er sket en del med spillene. Spil som Forza Horizon 2 (vi er ved at teste det), ser fremragende ud.


 


 






 


Konklusion


Xbox One gør flere ting rigtig som konsol og er en værdig modstander til PS4 synes jeg. Konsollen er hurtig og fuldstændig lydløs, hvilket er et stort plus. Controlleren er god og spillene ser indtil videre ligeså flotte ud som på PS4.


Ønsker man samtidig en spillekonsol, der kan mere end bare spil, så kan Xbox One både DLNA-streame ligesom den understøtter et hav af filformater, herunder det meget brugte mkv. Derudover har Xbox One tjenester som Netflix og Youtube på programmet.


Der er dog også områder der tåler forbedring. Her tænker jeg i sær på en en rodet brugeroplevelse der bestemt ikke appellerer til småbørnsfamilier eller andre der bare vil have en spillekonsol de kan spille på. Hele Tv-delen som Xbox One blev præsenteret med i sin tid virker heller ikke ret imponerende, ud fra Jeppes artikel at dømme.


På godt og ondt er jeg dog positivt overrasket over Xbox One. Det er en glimrende konsol. Den største udfordring er dog formentlig at overbevise folk om det, for det er i sandhed ikke den letteste fødsel den har fået herhjemme.


 





Annonce