Forside Nyheder

Spilanmeldelse: Far Cry 4


 


Far Cry 4 er et fantastisk open world spil, der byder på masser af underholdning og blændende grafik, men ikke helt lever op til forgængeren på historiesiden.


I Far Cry 4 indtager du rollen som Ajay Ghale, født i den fiktive asiatiske nation Kyrat, men opvokset i USA. Da din kære mor går bort drager du mod Kyrat for at sprede hendes jordiske rester. Du ankommer dog til et land i dyb krise. Borgerkrigen raser og landet er styret et en sand galning ved navn Pagan Min.


 


Som Far Cry 3 plus meget mere


Hvor Far Cry 3 bød på en spændende historie om menneskehandel og en flok forkælede unge i kamp for at slippe med livet i behold, så er historien i Far Cry 4 ikke helt så nærværende. Ajays pludselige heltestatus som frihedskæmper faldt mig bare aldrig helt troværdig.


Hans mål var jo bare at sprede sin mors aske, så at han pludselig skulle være nøglen til Kyrats frelse og en mester udi drabets ædle kunst,  den ide købte jeg aldrig helt.


Derudover bruges der ikke ret meget tid på at lære Ajay eller det øvrige persongalleri at kende og især Pagan Min, som potentielt er en fremragende skurk, får ikke lov at sjæle rampelyset tilstrækkeligt efter min smag. Jeg savner også at høre mere om, hvorfor Ajay lige pludselig vil den her frihedskamp så meget, for havde de fleste ikke bare taget første og bedste fly hjem igen? 


Men ok der er heldigvis så meget andet i Far Cry 4 som jeg hjertens gerne kaster timer i. Det varierede og smukke landskab med træer så langt øjet rækker, dybblå skovsøer og smukke sneklædte hjergtinder, er en fryd for øjet og det smukkeste jeg har set på de ny konsoller. 


Det er en oplevelse at begive sig omkring i landskabet og det uanset om det er til fods, i bil, helikopter eller på elefantryg!


 


 



Video: Se nogle af køretøjerne og flyv en tur med Gyrokopteren.


 


Derudover begaves vi med en varieret og intelligent sammensat missionsstruktur der konstant vifter nye missioner, nye mål og steder at besøge under næsen på dig. Far Cry 4 er ikke for dig der ønsker en lineær oplevelse, da du konstant driver væk fra det mål du startede ud med. Den slags kan være farligt da man risikerer at miste fokus på handlingen, men fungerer fint i Far Cry 4 synes jeg.


 


Velkendt struktur


Spillet følger samme struktur som flere af Ubisofts open world spil efterhånden forlader sig til. Du har et begrænset område at bevæge dig rundt i og et vist antal opgaver at kaste dig ud i. Opgaverne giver erfaring som bruges til at forbedre din karakter, ligesom du skal bestige propagandatårne (Far Crys svar på Assassins Creeds udkigsposter), for at synliggøre nye dele af kortet, få adgang til flere missioner, finde nye dyrearter, opleve andre steder af Kyrat osv.


Far Cry indeholder dog endnu et element, som jeg ikke synes de andre spil fra Ubisoft besidder. Jeg tænker her på hele systemet omkring opgradering af udstyr.


For at opgradere f.eks våbenbælter, ammunitionstasker, rygsæk og lignende, skal du bruge skind fra udvagte dyrearter. Opgrader og en ny liste over søgte dyrearter afsløres. Belejligt nok findes de nye arter ikke i det område du har tilgængeligt, hvorfor du drives til at bestige flere tårne, nedkæmpe flere fjendebesatte forposter og så fremdeles.


Så vel er systemet set før, men det er virkelig veludført og en herlig måde at motivere til at udforske Kyrat endnu mere. Jagt på dyr er en stor og vigtig del af spillet, hvis du vil have de bedste forudsætninger når det kommer til ildkamp med Pagan Mins mange soldater der patruljerer landet.


 


 


Video:5 minutters uredigeret gameplayvideo

 


Nøglen til Kyrat går på samarbejde


Nu vi taler om soldater, så besidder Pagan Min en hær af anseelig størrelse. Soldaterne patruljerer Kyrat i små grupper, tager ind i mellem folk til fange (som du selvfølgelig kan hjælpe) og kører store transporter som kan plyndres. Derudover finder du soldaterne på de mange forposter placeret rundt omkring i landet. Forposterne er som i Far Cry 3, mere eller mindre velbevogtede bastioner som du kan indtage på den måde du finder bedst.


Forposterne har forskellige sværhedsgrader og som noget nyt kan du nu tilkalde lejesoldater, hvis du har nogle i “banken”. Du kan også vælge at få hjælp af en ven eller tilfældig person online. Hele konceptet med at være to fungerer fremragende. At ligge på en bakketop med kikkertsigtet for øjet, mens ens kammerat rider ind i lejren på ryggen af en elefant, er altså ganske underholdende.


Har dine venner ikke Far Cry 4, medfølger 10 “nøgler”, som du kan sende til vennerne. Hver nøgle giver adgang til 2 timers coop action, selvom de ikke ejer spillet. Derudover fungerer SharePlay (på PS4) fint i Far Cry 4. Shareplay er den funktion, hvor du kan lade en ven overtage styringen af dit spil, som om han sad i sofaen hos dig.


 


Anderledes multiplayer


Far Cry 4´s multiplayerfunktion er en lidt anderledes oplevelse. Du inddeles vanen tro i to hold, men i modsætning til, hvad man måske skulle forvente, så er der tale om to ret forskellige hold, med hver deres styrker.


På den ene side står frihedskæmperne, Den gyldne sti, gearet til tænderne med velkendte våben. På den anden side har vi Pagan Mins specialenhed af overnaturlige krigere, der foruden bue og pil, også besidder evnen til at kontrollere naturens dyr.


Dyrene udvikler sig i takt med at de får drab på kontoen og bliver på den måde en vigtig og særdeles ubehagelig modstander. Multiplayerdelen er sjov og anderledes og bør ikke glemmes, selvom de færreste nok køber Far Cry 4 for deres multiplayer.


 


 



Video: Menuer og lidt fra en af de mange byer.


 


Konklusion


Far Cry 4 minder i struktur meget om Far Cry 3 og selv skurken virker bekendt. Men det gør ikke det store da gameplayet fortsat er voldsomt underholdende og velfungerende.


Spillet er dog større og flottere på de fleste måder og samtidig meget frit og afvekslende. Historien er eneste punkt der halter efter forgængeren, men for at være ærlig, så betød det ikke så meget da Kyrat i sandhed er en legeplads der fremelsker, at du styrer væk fra det fastlagte spor.


Fans af serien vil elske det og er du ubekendt med serien, bør du ikke snyde dig selv for en rejse til Kyrats breddegrader.


 


Karakter: 9/10 


Ude nu til PS4, Xbox One, Pc, PS3 og Xbox 360. Testet på PlayStation 4

Annonce